Artiklen blev bragt første gang i april 2024.
Hun græd, da hun fortalte ham det. Selv om det var nogle timer siden, at Heidi Kjærulff havde fået beskeden, var det noget andet at skulle sige det højt.
Men hun vidste, at hendes teamleder Preben Olesen ventede på at høre fra hende, så hun ringede ham op og gentog lægens ord:
”Det ser ikke godt ud”.
Det var torsdag den 29. december 2022. Halvandet døgn senere ville året rinde ud, og ifølge mejeriets vagtplan havde Heidi weekendvagten og udsigt til at fejre nytår med kollegaerne.
Det ændrede dagens svære nyhed ikke ved, mente hun.
Men Preben var uenig. Hans svar i den anden ende af røret, fik hende til at græde endnu mere.
En ubehagelig overraskelse
En måned tidligere havde 57-årige Heidi Kjærulff været til screening for brystkræft på sygehuset.
Hendes journal vidnede om, at hun i 2004 havde fået fjernet en knude i sit ene bryst, men Heidi var ikke nervøs for den rutinemæssige mammografi.
En del af mig sagde, at det måtte være en fejl. Det var det så ikke.
Derfor ventede der hende en ubehagelig overraskelse, da hun senere på ugen loggede på borger.dk for at se svaret på undersøgelsen.
– Lægerne mente, at de havde set en skygge, som de gerne ville undersøge nærmere. Så jeg skulle møde på sygehuset tirsdag morgen til en ny mammografi. En del af mig sagde, at det måtte være en fejl, siger Heidi og tilføjer:
– Det var det så ikke.
Ikke 100% i hopla
Den nye mammografi gav ikke et tydeligt svar. Derfor fik Heidi tid til både MR-scanning og biopsier.
De mange hospitalsbesøg begyndte at kollidere med hendes arbejdsplan, og derfor indviede hun sin teamleder Preben i, hvad der foregik.
– Det var lidt grænseoverskridende, men han skulle have det at vide på et tidspunkt. Også hvis jeg måske opførte mig anderledes i den periode, siger Heidi.
Kort efter var Heidi også nødt til at fortælle det til sine kollegaer. Det var en lidt speciel oplevelse, fordi de alle sammen er mænd. De spurgte ikke om så meget, men viste deres omsorg på en anden måde.
– De tog det rigtig fint og sagde, at jeg selv måtte bestemme, hvilke arbejdsopgaver jeg havde lyst til at lave. Vi fordeler opgaverne mellem os, når vi møder ind, og ingen sagde noget, før jeg havde valgt, hvad jeg gerne ville, fortæller Heidi og fortsætter:
– Det var godt for mig, at de vidste det. Jeg gik rundt i et ingenmandsland, og jeg var ikke 100% i hopla, som de var vant til. Men vores samarbejde var godt, ligesom det plejer at være.
Turen i kulkælderen
Det var nok ikke gode nyheder. Det vidste Heidi godt, da hun kørte mod hospitalet den 29. december for at få stillet sin endelige diagnose.
Han satte ord på det, jeg jo egentlig godt vidste, men det ramte mig alligevel hårdere, end jeg havde forventet.
Alligevel fik lægens ord hende til at miste pusten.
– Han sagde, at det ikke så godt ud. Han satte ord på det, jeg jo egentlig godt vidste, men det ramte mig alligevel hårdere, end jeg havde forventet. Der røg jeg en tur i kulkælderen, siger Heidi.
Hun blev anbefalet at starte på kemoterapi, så knuden blev så lille som muligt, inden brystet skulle fjernes.
Allerede på vej hjem fra sygehuset, blev Heidi ringet op og tilbudt tider til videre behandling.
– Pludselig sad jeg der i bilen med en lang liste af tider. Så måtte jeg jo have fat på Preben og fortælle, hvordan det stod til. Det havde jeg lovet ham.
”Vagtplanen er mit problem”
Hun græd, da hun fortalte ham det. Han lyttede, men tog så en beslutning, som Heidi ikke var enig i.
– Han sygemeldte mig med det samme. Jeg protesterede lidt, for jeg havde weekendvagten, men så sagde han:
”Du glemmer, at vagtplanen er mit problem. Det er ikke dit problem. Dit problem er, at du skal se at blive rask”. Så begyndte jeg at tude endnu mere, siger Heidi.
Det var en lettelse for Heidi Kjærulff, at hendes teamleder Preben Olesen sygemeldte hende, da hun fik konstateret kræft.
Trods hendes protester var det en lettelse for hende, at Preben tog ansvar for situationen.
– Det var godt, at han sygemeldte mig, fordi så skulle jeg ikke bekymre mig om det. Han sagde meget tydeligt til mig, at jeg skulle tage det roligt, og så ventede mit job på mig, når jeg var klar. Det blev jeg meget glad for, siger Heidi og fortsætter:
– Det var en lettelse at vide, at jeg havde noget at komme tilbage til. Det er langtfra alle, der har det efter sådan et forløb. Jeg føler mig meget heldig, og den tålmodighed, de har haft, betyder meget.
Flag og fest
I juni 2023 fik Heidi fjernet brystet. Operationen gik godt, men efterfølgende opstod der en lang række komplikationer.
Derfor vendte hun først tilbage til mejeriet i januar 2024. Her blev hun mødt af flag og gensynsglæde fra kollegaerne.
– Det var dejligt. Helt ude ved porten var der flag, og hele mit kontor var pyntet op. Der blev jeg helt varm indeni, siger Heidi, som gennem sit forløb har bevaret kontakten til kollegaerne ved at deltage i både julefrokost, fællesspisninger og aftenarrangementer på mejeriet.
Jeg vil være mærket for livet, men jeg vil også gerne tilbage i mit gamle liv.
Nu arbejder Heidi tirsdag og torsdag, hvor hun reviderer mejeriets instruktioner og hjælper med at inspicere deres oste til Japan. Hun har det godt, men forløbet har været krævende for hendes krop.
– Hovedet vil nok mere, end kroppen kan følge med til. Jeg vil jo gerne arbejde fuld tid igen, men jeg har ikke så mange kræfter endnu. Så er det godt, at jeg har Preben, der siger ”Arh Heidi, vi holder os til de to dage om ugen indtil videre,” siger hun og fortsætter:
– Jeg tror på, at alt nok skal blive godt igen. Jeg vil være mærket for livet, men jeg vil også gerne tilbage i mit gamle liv. Jeg skal have min sidste efterbehandling en mandag, men det er lige før, at jeg holder en fest.
Boks: Nedsat kontingent på grund af langtidssygemelding
Under sin sygemelding modtog Heidi Kjærulff en vigtig sms fra sin tillidsrepræsentant på mejeriet Yacob Said Peters Touati.
Han gjorde opmærksom på, at hun havde mulighed for at søge om nedsat forbundskontingent til Fødevareforbundet NNF, når hun var langtidssygemeldt.
– Jeg tænkte, at det var nok besværligt eller gjaldt ikke for mig, men det var meget enkelt. Efter et par klik på hjemmesiden fik jeg det bevilget. Jeg har søgt tre gange, for jeg fik det for tre måneder ad gangen, siger Heidi og fortsætter:
– Jeg blev glad for, at Yacob skrev til mig, for jeg vidste ikke noget om det, men det var en god hjælp.
Se, hvordan du søger om nedsat kontingent under billedet.
Heidi med sin tillidsrepræsentant Yacob Said Peters Touati.
Sådan søger du om nedsat kontingent
Hvis du betaler fuldt forbundskontingent, kan du søge om nedsat forbundskontingent, når du er ledig, på barsel, langtidssygemeldt eller under ressourceforløb.
Du kan søge om nedsat kontingent i den periode, hvor du ikke modtager løn fra din arbejdsgiver.
Sådan gør du:
- Log på Min Side
- Gå til Selvbetjening og vælg Mit forbundskontingent.
- Udfyld den blanket, der passer til din situation.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os på tlf.: 3818 7272.