Foto af Rune Evensen
Nyhed

Lokalafdeling vælger ny afdelingsformand efter tæt kampvalg

Mangeårig fællestillidsrepræsentant ved Odense Marcipan Peer Sørensen er ny afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn.

Peer Sørensen fra Odense Marcipan er ny formand for Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn. Det stod klart onsdag aften den 10. april efter et tæt kampvalg på lokalafdelingens generalforsamling.

Valget stod mellem Peer Sørensen, der i mange år har været fællestillidsrepræsentant på marcipanfabrikken, og Annika Nielsen, der er fællestillidsrepræsentant hos Korsvejens Mejeri. Da stemmerne fra de 125 fremmødte medlemmer var talt op, kunne Peer Sørensen kalde sig ny formand, men kun syv stemmer skilte kandidaterne.

Peer Sørensen glæder sig over valget, men hæfter sig også ved det tætte valg.

- Jeg er klar over, at der var mange, der stemte på min modpart, og jeg vil gøre alt for også at vinde deres tillid og være alles afdelingsformand, siger han.

Jeg er klar over, at der var mange, der stemte på min modpart, og jeg vil gøre alt for også at vinde deres tillid og være alles afdelingsformand
- Peer Sørensen, afdelingsformand, Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn

Annika Nielsen blev efter formandsvalget valgt ind i afdelingens bestyrelse, og forholdet mellem de to formandskandidater er godt, fortæller Peer Sørensen:

- Heldigvis havde vi drøftet tingene godt på forhånd, og der er ingen bad feelings. Vores ambition er, at vi skal have et godt samarbejde, siger han.

Se billeder fra generalforsamlingen i galleriet. Artiklen fortsætter under galleriet.

Fokus på CO2-afgift, tobak og nedslidning

Et af de emner, som den nye formand vil have særligt fokus på, er de igangværende forhandlinger om en CO2-afgift i den grønne trepart, hvor forbundsformand Ole Wehlast sidder med. Peer Sørensen er opmærksom på den bekymring, som ikke mindst medlemmerne på mejerierne har for konsekvenserne ved en afgift.

- Jeg vil lytte rigtig meget til tillidsfolkene på mejerierne og tage deres bekymringer med ind i arbejdet i hovedbestyrelsen og til forbundsformand Ole Wehlast, siger Peer Sørensen.

Jeg kan se i mit arbejde på Odense Marcipan, at kollegaer bliver nedslidte, og det skal vi arbejde på at undgå
- Peer Sørensen, afdelingsformand, Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn

Den nye formand vil også have et særligt øje for tobaksområdet, der fylder en del i afdelingen, og så er han meget opmærksom på, at udfordringerne med nedslidning langt fra blev løst med indførslen af retten til tidlig pension.

- Jeg kan se i mit arbejde på Odense Marcipan, at kollegaer bliver nedslidte, og det skal vi arbejde på at undgå. Der er nogen, der gerne vil fortsætte med at arbejde, men ikke er i stand til det. Jeg mener, at det altid er bedre at forebygge end at behandle, siger Peer Sørensen.

”Forfærdeligt” at stoppe

Afdelingens generalforsamling blev en følelsesladet affære for den afgående formand 68-årige Paul Fruergaard Sørensen, der går på pension. Han har været afdelingsformand i 15 år, medlem af hovedbestyrelsen i 28 år og medlem af Fødevareforbundet NNF i knap 43 år.

- Det er forfærdeligt, siger han med et grin, da spørgsmålet falder om, hvordan det er at stoppe som afdelingsformand.

Artiklen fortsætter efter billedet.


Paul Fruergaard Sørensen på talerstolen for sidste gang som afdelingsformand. 

Paul Fruergaard Sørensen er dog ikke i tvivl om, at han efterlader afdelingen i gode hænder.

- Der var to rigtig dygtige kandidater til posten, og det var tæt. Så de vil holde hinanden skarpe fremadrettet. Det er jeg helt tryg ved, siger han.

Efter en periode, hvor Paul Fruergaard Sørensen vil stå til rådighed i det omfang, den nye formand har brug for det, venter pensionstilværelsen – og det bliver ikke kedeligt. Der skal både spilles golf, køres ture med autocamperen, og så bliver der måske også tid til at gøre en forretning ud af en hobby:

- Jeg har en lille virksomhed, hvor jeg designer lamper. Jeg har lavet lamper til familie og venner, men jeg har ikke solgt nogen endnu. Det skal jeg gøre mere ved. Så jeg har rigeligt at se til, siger den nu forhenværende formand.