Danish Crown lukker sit slagteri i Ringsted.
Den kendsgerning skulle de knap 1.200 medarbejdere på slagteriet forholde sig til, da beslutningen blev meldt ud torsdag den 18. april.
Vi har fuld fokus på at hjælpe vores medlemmer godt videre.
– Vores medlemmer har netop modtaget den værst tænkelige besked, som en slagteriarbejder kan få af sin fabrikschef. Det gør mig trist på deres vegne, at de står til at miste deres job, indtægt og kollegaer. Det er voldsomt, siger Jim Jensen og fortsætter:
- Vi har fuld fokus på at hjælpe vores medlemmer godt videre. Det har vi desværre god erfaring med efter de mange lukninger gennem årene – senest i Sæby for under et år siden. Vi ved, at det bliver afgørende for medlemmernes muligheder, at overenskomstens socialplan aktiveres, og vi håber, at både vores medlemmer og Danish Crown vil samarbejde med os om at få alle de midler bliver brugt mest optimalt for medlemmerne.
Tragisk for medlemmer og lokalsamfund
Lukningen er en konsekvens af to års udfordringer med manglende slagtegrise, som har udfordret effektiviteten på Danish Crowns danske slagterier.
Derfor samler koncernen nu produktionen på færre anlæg og koncentrerer koncernens fremtidige investeringer med øje på at forædle ejernes grise til produkter som bacon og pepperoni, frem for primært at være råvareleverandør til kunder over hele verden. Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.
Det er tragisk – både for alle vores medlemmer, der snart står uden job, og for lokalsamfundet.
Slagteriet i Ringsted er det sidste svineslagteri, der er tilbage på Sjælland og Fyn, og det er en af Ringsteds største arbejdspladser med en betydelig produktion og eksportandel.
– Det er tragisk – både for alle vores medlemmer, der snart står uden job, og for lokalsamfundet. Lige så tragisk er det, at landbruget ikke i højere grad bakker op om deres egen andelsvirksomhed og sender flere grise til slagtning, siger Jim Jensen og tilføjer:
– Vores medlemmer kan med rette være dybt skuffede over både dansk landbrug og Danish Crown. Det er jeg i hvert fald.
Enden på nogle turbulente år
Lukningen sætter punktum for nogle turbulente år for slagteriet i Ringsted. I 2016 blev aftenholdet lukket ned, og to år senere lukkede natholdet, og omkring 100 kollegaer mistede deres job.
Danish Crown har budt vores medlemmer i Ringsted meget gennem tiden.
Selv om Danish Crown i 2020 ansatte 300 nye medarbejdere i Ringsted på grund af en større efterspørgsel fra Asien og flere grise til slagtning, måtte slagteriet gennem endnu en fyringsrunde i oktober 2022, fordi koncernen også dengang oplevede et fald i antallet af slagtegrise.
– Danish Crown har budt vores medlemmer i Ringsted meget gennem tiden. Hver gang har de været omstillingsparate og knoklet videre. Derfor er det også så frustrerende, at det ender sådan her, siger Jim Jensen.
Slagteriet i Ringsted indstilles til lukning i midten af september 2024.
Faktaboks: Tidslinje
1896: Ringsted Andelssvineslagteri blev etableret af 986 andelshavere.
1968: Slagteriet var selvstændigt, indtil det blev en del af Forenede Sjællandske Slagterier (FSA).
1972: Efter opkøb af Steff-Houlberg skiftede sammenslutningen navn til Steff-Houlberg Slagterierne.
2001: Selskabet fusionerede med Danish Crown.
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen