Foto af Mie Hansen
Nyhed

Et legat, en titel og en bronzemedalje: Dianas eventyrlige uge

For 24-årige Diana Corydon Nielsen har tarmrenseruddannelsen været en sand udviklingsrejse, der kulminerede i en helt særlig uge.

Ni nervøse tarmrenserelever venter i spænding. En af dem er Diana Corydon Nielsen. Hun har svært ved at gå til eksamener, og faktisk kastede hun op inden svendeprøven. Nu sidder hun sammen med de øvrige lærlinge i samlet flok og venter på at få at vide, om de har bestået.

Vil I ikke godt fortælle os, om vi er dumpet eller ej, inden vi spiser kage?
- Diana Corydon Nielsen, tarmrenser

Skuemesteren deler kage rundt blandt eleverne, men Diana kan ikke vente længere.

- Vil I ikke godt fortælle os, om vi er dumpet eller ej, inden vi spiser kage? spørger Diana.

Heldigvis kan samtlige ni elever kalde sig tarmrensere, og det er en dag, der står klokkeklart i Dianas erindring.

- Det kunne ikke blive meget større. Nu har jeg færdiggjort noget, som jeg er god til. Tidligere i mit liv har jeg aldrig fået at vide, at jeg var godt til noget, men det har jeg papir på nu, fortæller Diana, der har sin daglige gang i tarmhuset i Horsens.

En særlig medalje

Men det er ikke kun den nye tarmrensertitel, som Diana kan fejre. For med fem titaller og et tolvtal gør Diana sig også fortjent til en bronzemedalje, som hun stolt får om halsen efter svendeprøven.

- Det havde jeg slet ikke regnet med. Det er bare en kæmpe bonus. Det var også stort, fortæller Diana, der slet ikke havde overvejet muligheden for at kvalificere sig til en medalje.

Hun er trofast, hun er hamrende dygtig fagligt, og hun er energisk.
- René Erichsen, tarmmester

En udmærkelse, der ikke er gået ubemærket hen hos hendes tarmmester.

- Hun er kommet rigtig flot igennem uddannelsen. Hun er trofast, hun er hamrende dygtig fagligt, og hun er energisk. Hun kommer hver dag og giver ikke op. Hun gør faktisk en stor forskel, fortæller René Erichsen, der er tarmmester i Horsens.

Tarmrenser ved et tilfælde

At blive tarmrenser lå ikke til højrebenet for Diana, for faktisk vidste hun slet ikke, at uddannelsen eksisterede. Men eftersom nogle af hendes skolekammerater tog til samtale hos DAT-Schaub, gjorde hun det samme.

Det bedste ved at være tarmrenser er håndværket i arbejdet.
- Diana Corydon Nielsen, tarmrenser

Og hun fortryder langt fra, at hun takkede ja til tilbuddet om en elevplads i tarmhuset i Horsens, der nu har resulteret i en fastansættelse.

- Det bedste ved at være tarmrenser er håndværket i arbejdet. Laver man et godt stykke arbejde, så øger man kvaliteten og indtjeningen. Det er også hyggeligt, at man står og taler med sine kollegaer, imens man arbejder, siger Diana.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Hædret som rollemodeller

Man kan påstå, at Dianas tilværelse ikke kunne blive meget bedre, men hvis vi spoler tiden tilbage til en uge før Dianas svendeprøve, skete der noget ekstraordinært.

Sammen med fem andre kvinder blev Diana hædret, da hun modtog Zonta Danmarks legat for kvinder i håndværkeruddannelser. Et legat der har til formål at anerkende kvinder, der har valgt en håndværkeruddannelse, fordi de er stærke rollemodeller og nøglen til mere diversitet, lighed og inklusion i håndværksfaget.

- Det var også helt vildt. Det er en kæmpe anerkendelse og gav mig et stort selvtillidsboost. Men det var også et lille pres, for når jeg nu havde modtaget legatet, blev jeg også nødt til at vise, at jeg kunne mit håndværk til svendeprøven, fortæller Diana.

Hun har altid været en superdygtig håndværker.
- Henrik Rafn, elevansvarlig i DAT-Schaub Horsens

Selv peger hun på hendes udvikling som årsag til hendes udmærkelse, og det kan hendes elevansvarlige i DAT-Schaub Horsens nikke genkendende til.

- Hun har altid været en superdygtig håndværker. Hendes evner lå lige under skyggerne, som bare skulle skubbes lidt til side. Førhen var det let for hende at gemme sig væk. På det punkt har hun udviklet sig enormt. Nu hilser hun på alle og er utrolig social, siger Henrik Rafn.

”De ser op til hende”

I dag bliver Diana endda til tider brugt som instruktør for de nye elever, fordi hun er fagligt dygtig – og hos dem har hun fået en særlig plads.

- Hun er blevet en rollemodel for de andre elever. De ser op til det, som hun har formået at udføre, siger tarmmester René Erichsen.

Jeg bliver glad, når jeg står sammen med mine kollegaer og pudser fedtender.
- Diana Corydon Nielsen, tarmrenser

Selv har Diana svært ved at forstå, at andre ser hende som en rollemodel. Hendes kinder bliver også røde, når hun taler om det. Hun er ikke god til at tage imod rosende ord. Hun vil langt hellere iføre sig sit blå forklæde, finde de skarpeste knive frem og pudse fedtender. Det er hendes favorit-disciplin.

- Jeg bliver glad, når jeg står sammen med mine kollegaer og pudser fedtender. Det kan jeg godt lide. Så føles det ikke som en pligt at gå på arbejde, siger Diana.