Da medarbejderne på den Delika-ejede fabrik i Engesvang mødte på arbejde den 7. september, var der hængt en seddel op, der fortalte dem, at ikke alt var, som det plejede. På sedlen stod, at de skulle møde i kantinen kl. 7, og der fik de den triste meddelelse: Ledelsen havde besluttet at lukke røgvarefabrikken og flytte produktionen til Aalborg.
- Der var stilhed. Ingen havde set den komme, siger tillidsrepræsentant Brian Hald.
Virksomheden kører videre de kommende måneder, inden produktionen indstilles helt i slutningen af januar 2024. Beslutningen kom ikke mindst som et chok, fordi virksomheden har udgjort en stor af arbejdslivet for mange af Brian Halds kolleger.
Der var stilhed. Ingen havde set den komme.
- Den, der er kommet senest til, har været her i seks år, og den kollega, der har været her længst, har været her i 40 år, fortæller han.
Virksomheden producerer røgvarer som f.eks. bacon, hamburgerryg og skinker. Indtil den blev solgt til Delika i 2014 var fabrikken familiejet og hed Eberhart. Tidligere i år opkøbte Delika så pålægsvirksomhederne under Skare Food og har nu valgt at lukke fabrikken i Engesvang for at samle aktiviteterne på virksomhedens øvrige fabrikker.
Medarbejderne tilbudt arbejde andre steder
Samtlige 17 produktionsmedarbejdere, der arbejder under overenskomsten med Fødevareforbundet NNF, er blevet tilbudt job på virksomhedens øvrige fabrikker, hvor de mest oplagte er i Aarhus eller Aalborg. Det vides endnu ikke, hvor mange, der har tænkt sig at tage imod tilbuddet.
- Det er stadig ikke rigtig gået op for nogle af medarbejderne. De har tænkt, at de kunne gå her til pensionen. De skal pludselig finde ud af, hvad de skal nu, siger Brian Hald.
De har tænkt, at de kunne gå her til pensionen. De skal pludselig finde ud af, hvad de skal nu.
Han har sammen med de øvrige tillidsfolk og med støtte fra Fødevareforbundet NNF holdt en række møder med virksomhedens ledelse. Her har de blandt andet fået aftalt, hvordan nedlukningen skal ske, og at de kan fortryde deres beslutning om at rykke videre til f.eks. Aalborg eller Aarhus i op til to måneder. Nu er det op til den enkelte at beslutte sig.
- Der er blandt andet planlagt et virksomhedsbesøg i Aarhus, så må vi se, hvad folk vælger at gøre. Ønsker nogen at se produktionen i Aalborg, kan det også lade sig gøre, siger tillidsrepræsentanten.