Nyhed

AG Snus lukker – 51 medarbejdere mister arbejdet

Fødevareforbundet NNF står klar til at hjælpe de medlemmer, der bliver ramt af beslutningen om at lukke AG Snus i Assens.

- Det er en helt utrolig trist melding, der er kommet i dag. Vores medlemmer på AG Snus har fået trukket tæppet under deres arbejdsliv væk, og de skal nu ud at se sig om efter et nyt job. I Fødevareforbundet NNF står vi naturligvis klar til at yde den hjælp og bistand, de måtte have brug for.

Sådan lyder kommentaren fra næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen.
Meldingen om, at Philip Morris indstiller fabrikken i Assens til lukning blev givet til de 51 medarbejdere onsdag middag. Ifølge en meddelelse fra Philip Morris skal produktionen flyttes til nogle af koncernens andre fabrikker pr. 1. januar 2024.

Vi har selvfølgelig fokus på at sikre, at vores medlemmer bliver klædt bedst muligt på til at fortsætte deres arbejdsliv andre steder.
- Næstformand Jim Jensen

Fødevareforbundet NNF vil være til stede på fabrikken i de kommende dage, og opgaven med at sikre medlemmerne den bedst mulige afsked med virksomheden er i fuld gang:

- Vi har selvfølgelig fokus på at sikre, at vores medlemmer bliver klædt bedst muligt på til at fortsætte deres arbejdsliv andre steder. Heldigvis er der fortsat nogle måneder til, at virksomheden lukker, og vi vil gøre, hvad vi kan for, at vores medlemmer kommer godt og sikkert videre i deres arbejdsliv, når lyset slukker hos AG Snus, siger Jim Jensen.

Der er blevet produceret snus og andre tobaksprodukter i Assens siden 1864. AG Snus blev grundlagt af Georg Gundersen i 2010. I 2021 solgte han virksomheden til den amerikanske tobaksgigant Philip Morris.