I midten af oktober skulle produktionen på Thise Mejeri lukkes ned en hel dag. Men i stedet for at sende medarbejderne hjem, gik tillidsrepræsentanterne for de forskellige medarbejdergrupper sammen og fik arrangeret en hel dag med fokus på Mental Sundhed:
- Da idéen først var født, mødte vi kun opbakning. Både fra vores kolleger, men også fra ledelsen. Med hjælp fra vores respektive forbund, Pension Danmark, Velliv og ikke mindst vores ledelse fik vi arrangeret en dag, som forhåbentlig kunne gøre alle vores kolleger klogere på mental sundhed – uanset hvad de laver på mejeriet eller hvem de i øvrigt er, forklarer Kaj Andersen, der er tillidsrepræsentant for mejeriarbejderne.
Der var kun ganske få, der valgte at droppe dagen og i stedet holde en selvbetalt fridag.
Og den ambition lykkedes. I hvert fald hvis man spørger 24-årige lagerarbejder Sebastian Dammark:
- Det var en supergod dag. Jeg deltog blandt andet i en workshop om god søvn, hvor vi blev klogere på, hvor vigtigt det er at sove godt. Jeg arbejder både dag og nat, så det var meget relevant for mig. Vi fik også nogle konkrete råd, og nogle af dem har jeg prøvet af. Fx havde jeg ikke mørklægningsgardiner før. Det har jeg nu fået, og jeg kan faktisk mærke, at det gør en positiv forskel for min søvn.
Sammen på kryds og tværs
Udover de otte forskellige workshops, medarbejderne kunne tilmelde sig, så var dagen også et opbrud med de normale grupper, mejeriets ansatte færdes i. Ledere, mejerarbejdere og HK’ere var blandet på kryds og tværs, og det var med til at bringe værdi til dagen, mener Sebastian Dammark:
- Det var fedt, at vi var sammen på tværs af fabrikken. Vi smalltalkede med nogle af dem, vi måske ikke plejer at tale så meget med. Og så havde vi også noget andet end arbejde at tale om. Der var rigtig god stemning hele vejen igennem og alle dem, jeg talte med, var glade for initiativet.
Kaj Andersen oplever også, at kollegerne tog positivt imod dagen:
- Der var kun ganske få, der valgte at droppe dagen og i stedet holde en selvbetalt fridag. Til gengæld har en del kolleger været forbi og fortalt, hvad de fik ud af dagen. Jeg har indtryk af, at både kollegerne, men også os arrangører fik opfyldt forventningerne til dagen.
Det er langt bedre at udnytte dagen i stedet for bare at sende folk hjem. Ja, faktisk er det næsten dumt ikke at udnytte det.
Vi kommer til at arbejde videre med den slags
Kaj Andersen er da heller ikke i tvivl om, at det ikke bliver sidste gang, at mejeriet sætter fokus på mental sundhed:
- Det er noget, der fylder mere og mere. Og selvom man ikke kommer udenom, at der er vildt meget arbejde i at arrangere sådan en dag, så er det det hele værd, når man ser, hvad kollegerne får ud af det. Jeg tror, at mange er enige om, at det giver mening en gang imellem at bruge sin arbejdstid på at blive klogere på sig selv.
Det er Sebastian Dammark helt enig i:
- Det er pissegodt at arrangere sådan en dag, når produktionen alligevel skal lukkes en det. Det er langt bedre at udnytte dagen i stedet for bare at sende folk hjem. Ja, faktisk er det næsten dumt ikke at udnytte det, konstaterer Sebastian Dammark.
FAKTA
Medarbejderne kunne vælge mellem otte forskellige kurser, og de kunne max vælge tre.
1: Anerkendende adfærd
2: Positiv tænkning
3: Skab gode relationer
4: Stresshåndtering
5: God søvn
6: Arbejdsglæde
7: Når jeg bliver gammel & måling af Bodyage
8: Walk & Talk – får styr på dine prioriteter