Første gang det skete, troede Simone Jørgensen, at det var en fejl. Da det gentog sig, blev hun mistænksom. Langsomt begyndte hun at ane et mønster.
I stedet for at markere, at jeg var syg, gik de ind og slettede min vagt.
Når hun meldte sig syg fra sit arbejde i delikatessen i supermarkedet, fik hun ikke løn. I stedet blev hendes vagter slettet i systemet.
– Jeg bemærkede, at jeg ikke fik løn under sygdom, selv om jeg burde. Det kunne jeg se i vores system, hvor vi stempler ind og ud. I stedet for at markere, at jeg var syg, gik de ind og slettede min vagt, som om jeg slet ikke skulle have været på arbejde den dag, siger 33-årige Simone Jørgensen og fortsætter:
– Så fik jeg ingen penge. Det skete rigtig mange gange, og så begyndte jeg at undersøge det og spørge ind til det.
Tilbudt kontrakt på syv timer
Da Simone Jørgensen i april 2021 blev ansat i supermarkedet, var hun lettet. Coronapandemien havde gjort det svært for hende at finde et arbejde, og derfor blev hun glad, da supermarkedet vendte tilbage på hendes uopfordrede ansøgning.
De gjorde det for at undgå at betale løn under sygdom for de ekstra arbejdstimer.
I telefonen fik hun at vide, at de kunne tilbyde hende 12-25 timer om ugen, men til ansættelsessamtalen blev hun præsenteret for en ansættelseskontrakt på syv timer om ugen.
– Jeg var på dagpenge, som var ved at udløbe, så jeg tænkte, at jeg måtte tage, hvad jeg kunne få. Nogle uger ville det være syv timer, andre uger ville det være lidt mere afhængigt af ferie og travlhed. Jeg ville bare gerne have så mange timer som muligt. Derfor sagde jeg ja, siger Simone Jørgensen og fortsætter:
– De forklarede, at der var mange i afdelingen, og der var ikke arbejde til alle hele tiden. Så for at være sikre på, at der var nok arbejde til os allesammen, ansatte de os på syv timer. Jeg fandt senere ud af, at der var meget arbejde, men de gjorde det for at undgå at betale løn under sygdom for de ekstra arbejdstimer.
Ikke slippe afsted med snyd
De første par uger arbejdede Simone 20-25 timer, men da hun fik sin arbejdsplan og kom ind i rullet med kollegaerne, havde hun ofte op til 40-60 arbejdstimer om ugen.
– Jeg har aldrig nogensinde arbejdet de syv timer om ugen, der stod i min kontrakt, siger Simone.
Flere gange efterlyste hun en ny kontrakt, der svarede til hendes reelle arbejdstid, men fik at vide, at det måtte de lige se på, når de fik tid.
Jeg syntes ikke, at ledelsen skulle slippe afsted med at snyde os.
Selv om Simone var glad for de mange arbejdstimer, begyndte hendes krop efter et års tid at synes noget andet. Hun måtte oftere og oftere melde sig syg, og så begyndte hun at lægge mærke til, at hendes vagter forsvandt i systemet.
– Jeg snakkede med mine kollegaer om det, for jeg syntes ikke, at ledelsen skulle slippe afsted med at snyde os. Så begyndte jeg at grave lidt i reglerne, siger Simone.
Chokeret over oplevelser
Inden Simone nåede så langt, kom Fødevareforbundet NNF i oktober 2022 forbi. Forhandlingssekretær for butiksområdet, Mette Bisgaard Larsen, var chokeret over at høre Simones oplevelser:
– Simones tilfælde var ekstremt, fordi hendes arbejdsgiver gik ind og slettede de timer, hun var syg. Arbejdsgiver havde den opfattelse, at hun ikke var berettiget til løn under sygdom for de timer, hun arbejdede udover sin kontrakt, men det var vi uenige i, siger Mette Bisgaard Larsen og fortsætter:
– Vi opfordrer alle medlemmer til at være opmærksomme på, at timetallet på deres kontrakt svarer til deres reelle arbejdstid. De er også altid velkomne til at kontakte os for råd og vejledning.
Vi opfordrer alle medlemmer til at være opmærksomme på, at timetallet på deres kontrakt svarer til deres reelle arbejdstid
Simone begyndte derefter at indsamle dokumentation for sine ind- og udstemplinger og sit sygefravær og sendte det til Fødevareforbundet NNF.
– Jeg opfordrede også mine kollegaer til at sende alt, hvad de havde af lønsedler og andet dokumentation for at bygge en sag, siger Simone, som samtidig besluttede sig for at komme videre og søgte flere andre jobs. Det var nemlig ikke en mulighed at sige op, før hun havde et nyt job på hånden.
– Hvis jeg ikke havde det job, havde jeg ingen penge, siger Simone.
Erstatning og erkendelse
Fødevareforbundet NNF kontaktede supermarkedets HR-afdeling for at drøfte sagen. Det endte med, at supermarkedet erkendte, at der var sket en fejl, og Simone fik en erstatning.
– Jeg fik penge for nogle af de timer, de havde snydt mig for, men det var langtfra det hele. Det vigtigste for mig var heller ikke pengene, men at de erkendte, at der var foregået noget, som ikke var i orden, siger Simone, der har fået et nyt job i Maxi Zoo:
– Jeg har altid haft en kæmpe passion for dyr, så det er meget tæt på at være mit drømmejob, siger Simone.
Sørg for at have en kontrakt, der svarer til din arbejdstid
Er timeantallet på din ansættelseskontrakt lige med de timer, du rent faktisk arbejder?
Det er vigtigt, at din kontrakt afspejler din arbejdstid.
Gode råd
- Tjek din ansættelseskontrakt, inden du skriver under, eller få Fødevareforbundet NNF til det.
- Tag et billede af din arbejdsplan, når du får den.
- Skriv dine arbejdstimer ned i en kalender eller et hæfte, du kan hente i din lokale afdeling.
- Har du haft overarbejde eller været syg, så skriv også de timer ned i kalenderen.
- Bed om en ny kontrakt, hvis du arbejder flere timer, end du er ansat til.
- Kontakt Fødevareforbundet NNF på tlf.: 3818 7272 eller mail: nnf@nnf.dk, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål.