Før blev det fodret til grisene – nu hjælper det nyfødte og patienter
100 lastbiler ankommer hvert døgn til den enorme bygning, hvis tårne hæver sig højt over det flade landskab. Her afleverer de deres last, der førhen blev set som et næsten værdiløst spildprodukt. Nu forvandler mejeriarbejderne det til livsvigtig ernæring.
- Det redder faktisk liv. Det er så fedt at tænke på, siger mejerist Jurii Baltiuk.
Vi befinder os syd for Videbæk i Vestjylland på en virksomhed, der er blevet et af Arlas største guldæg: Danmark Protein. Her spinder virksomheden guld på at lave ernæringsprodukter af en råvare, som, man tidligere mente, i bedste fald kunne fodres til grisene: Ostevalle.
Det redder faktisk liv. Det er så fedt at tænke på.
Når mejerierne forvandler mælk til ost, står de tilbage med enorme mængder valle. Hovedbestanddelen er vand, men valle indeholder også næringsstoffer som protein og laktose. De seneste årtier har Arla for alvor fået øjnene op for vallens positive egenskaber – og for den værdi, der kan skabes af restproduktet.
Verdens største producent af valleprotein
Førhen producerede Danmark Protein dyrefoder. I dag laver Jurii Baltiuk og kollegerne op mod 100 forskellige ernæringsprodukter i pulverform, der bl.a. udgør livsvigtig ernæring til spædbørn, kosttilskud til atleter og ingredienser i fødevareindustrien.
- Det, vi laver, gør en forskel. Vi er enormt stolte alle sammen, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den 37-årige mejerist har været på Danmark Protein i syv år og er udlært herfra. Siden dag ét har han været på en arbejdsplads i vækst. Danmark Protein er i dag verdens største af sin art og er gået fra at fylde knap 5.500 m2 kvadratmeter i sin spæde start i 1979 til mere end 80.000 m2 i dag. Medarbejderstaben er på de seneste ti år gået fra 224 personer til 670 – en tredobling.
- Det er helt vildt. Vi bliver flere og flere og flere, siger Jurii Baltiuk med et smil.
Bliver aldrig kedeligt
Hvis man har et billede af en mejerist, som en der står og rører i et stort kar med mælk og skærer ost ud i store blokke, får man et markant anderledes syn på sagen på Danmark Protein. Mejeristerne sidder her i høj grad foran computerskærme, mens millioner at tons valle pumpes rundt i et lukket system af glinsende rør og tanke, og væsken langsomt opkoncentreres og omformes. Jurii Baltiuks arbejde består i høj grad af at holde øje med processen via et virvar af tal.
- Mit job er at følge med i de her processer. Det er vigtigt at vide, hvad det er, der ligger bag tallene, siger han.
Artiklen fortsætter under galleriet.
Mindst hver fjerde time skal Jurii Baltiuk ud at tappe noget valle for at måle, om tallene på hans skærme også stemmer med virkeligheden.
- Det bliver aldrig kedeligt at være her, fordi virksomheden hele tiden udvikler sig. Og det er så vigtigt, det vi laver, siger han.
’Nå, skal du lave ost i dag?’
En god gåtur derfra, I den såkaldte hydrolysat-afdeling, sidder mejerist Karin Pedersen ligeledes og holder øje med tal på sine skærme. Hydrolysater er proteiner, der er brudt ned til en vis grad, hvilket gør det nemmere for kroppen at optage dem. Derfor kan hydrolysat-produkter f.eks. bruges i sondemad på hospitaler til svækkede patienter.
- Jeg er enormt stolt af det, jeg laver. Det har en anden betydning, end hvis jeg for eksempel lavede ost, siger Karin Pedersen.
Karin Pedersen følger processerne på skærmene. Hun kom til virksomheden fra Arla Foods HOCO.
Selvom hun har været på virksomheden i syv år, oplever hun ofte, at folk har svært ved at forstå, at hun som mejerist ikke arbejder med at lave klassiske mejeriprodukter.
- Jeg har venner, der stadig spørger: ’Nå, skal du lave ost i dag?’ Men dem, der har sat sig lidt ind i det og forstår det, jeg laver, er på røven over det. Tænk, at vores kære mælk kan bidrage til spædbørns kognitive udvikling, siger hun.
Vil være med der, hvor det sker
Karin Pedersen startede som mejerist på virksomheden Arla Foods HOCO i Holstebro, der ligesom Danmark Protein laver ernæringsprodukter. Karin Pedersen skiftede, fordi hun ville til virksomhedens flagskib.
- Jeg vil gerne være der, hvor det sker. Jeg havde hørt meget om det, og det tiltalte mig at være, hvor udviklingen er, siger hun og fortsætter:
Jeg har venner, der stadig spørger: ’Nå, skal du lave ost i dag?’
- Der kommer jo hele tiden nye kolleger til. Det går så hurtigt, men vi mærker det ikke nødvendigvis hernede i vores afdeling. Så kommer man op i kantinen og tænker ’hvor kommer alle de mennesker fra?’, siger hun.
Karin Pedersen kommer til at møde flere nye kolleger i fremtiden, for væksten hos Danmark Protein er langt fra slut. Markerne ved siden af fabrikken er allerede købt til fremtidige udvidelser. Karin Pedersen var inden sit skifte en smule nervøs for, om den enkelte medarbejder ville blive glemt på så stor en arbejdsplads i rivende udvikling, men fandt ud af, at der er meget ansvar og selvbestemmelse til medarbejderne.
- Hvert et led tæller, og det kan jeg godt lide, siger hun.
ARLA DANMARK PROTEIN
Arla Food Ingredients er et datterselskab til Arla, der producerer en lang række ernæringsprodukter baseret på mælk og valle. I 2022 havde virksomheden en omsætning på 1,1 mia. kr.
Den største produktionsenhed er Danmark Protein, men Arla Food Ingredients har også fabrikken ARINCO i Videbæk samt flere produktionssteder i udlandet.
Ostevallen kommer til Danmark Protein fra mejerier i hele landet – både Arlas egne og andre danske mejerier – samt køres ind fra Sverige, Tyskland, England og Belgien.
Der ankommer cirka hundrede lastbiler med valle til Danmark Protein i døgnet. Vallen i lastbilerne er allerede opkoncentreret en del ude på ostemejerierne – var den ikke det, ville det kræve 420 lastbiler at levere samme mængde protein. Danmark Protein modtager samtidig valle direkte fra Nr. Vium Mejeri, der ligger klos op ad fabrikken, hvorfra den rene valle pumpes direkte i store rør.
Fabrikken har fem såkaldte tørretårne, hvor den opkoncentrerede væske omdannes til pulver. Tårn fem er det største af sin art i verden, og et tårn seks er på vej til at blive bygget.