Min side
”Skal jeg dø?”
Med blå blik, sirener og en hastighed langt over den tilladte fartgrænse blev Brian Hansen lørdag den 4. maj 2019 hentet på sin arbejdsplads DAKA og kørt til skadestuen i Randers.
Han kan ikke huske, at han faldt. Fra fire meters højde ned på betongulvet i produktionen. Men en kollega, som så det ske, har fortalt, at han først troede, at Brian var død. Men så rejste Brian sig og løb afsted ud på gårdspladsen mod sin bil. Her blev han holdt tilbage af en anden kollega, indtil ambulancen kom.
– Jeg kan huske, at jeg vågnede på hospitalet og havde ondt alle steder. Der stod så mange mennesker omkring mig og rykkede i mig. Så blev jeg bange. Jeg kiggede op på en af dem og spurgte: ”Skal jeg dø?”, siger 53-årige Brian Hansen.
Halskrave og håb
Brian skulle ikke dø. Men hospitalets scanninger viste sort på hvidt, at hans liv var ændret for altid. Han havde brud på en nakke- og en ryghvirvel og sammenfald af flere af de øvre ryghvirvler.
Dagen før kunne jeg spille fodbold, men lige pludselig kunne jeg ingenting.
De næste tre måneder blev han derfor behandlet med stiv halskrave.
– Det var det mest forfærdelige i hele mit liv. Dagen før kunne jeg spille fodbold, men lige pludselig kunne jeg ingenting. Med et knips var jeg et helt andet sted i livet. Det var ikke sådan, det skulle have været, siger Brian.
- Brian har altid været en spradebasse. Vi kender hinanden ind og ud og har haft vores ture, men det har ligget mig skarpt på sinde, at han kunne være tryg i, at DAKA ville hjælpe ham, når han fandt ud af, hvad han kunne, siger Brians leder og gode kollega René Vernersen.
Alligevel var Brian fortrøstningsfuld omkring fremtiden. Når halskraven kom af, ville det hele blive godt igen, og han kunne vende tilbage til sit job på DAKA. Det forsikrede han også sin leder og gode kollega René Vernersen om flere gange, når de talte sammen.
– René og mig har fulgt hinanden i 20 år. Jeg sagde hele tiden til ham: ”Bare rolig. Jeg skal nok komme på arbejde”. Jeg troede ikke, at det var så slemt. Jeg skulle bare have den af, og så skulle jeg videre, siger Brian.
Så opdagede jeg, at det ikke duede. Der røg jeg ned i kulkælderen
Men da halskraven efter tre lange måneder blev taget af, gik det op for Brian, hvor alvorligt det stod til.
– Jeg vidste godt, at noget var brækket, men jeg troede, at det ville komme igen stille og roligt. Men så opdagede jeg, at det ikke duede. Der røg jeg ned i kulkælderen, siger Brian.
Ondt i maven
Brian er uddannet slagter og udover en kortvarig afstikker som murer, har han arbejdet 20 år på DAKA. Før sit fald, slagtede han kreaturer, pillede skindet af dem og forarbejde døde dyr fra landbruget.
– Det var da lidt hårdt en gang imellem, men jeg har altid været glad for at være herude. Mange af os har været her i mange år, og vi har altid haft frihed under ansvar og hjulpet hinanden. Jeg var en af dem, der råbte højest og lavede balladen, fortæller Brian.
Jeg har ligget vågen mange nætter og tænkt på, hvordan vi skulle betale den næste regning.
Hele sit liv havde han været vant til at klare sig selv og tjene sine egne penge. Nu var han pludselig sygemeldt og anede ikke, hvordan fremtiden kom til at se ud for ham og hans familie.
– Jeg vidste ikke, om jeg kunne blive på DAKA. Hvad skulle jeg så? Jeg er en tryghedsmand. Jeg har brug for at vide, at jeg skal møde kl. 6.00 til kl. 14.00. Mit liv har altid været inden for den kasse, og lige pludselig kom jeg uden for kassen og passede ikke længere ind. Det var dælme hårdt, siger Brian og fortsætter:
– Jeg har ligget vågen mange nætter og tænkt på, hvordan vi skulle betale den næste regning. Og hvad siger René? Bliver jeg fyret næste gang, jeg kommer ud til dem? Jeg havde ondt i maven hele tiden.
Ingen udsigt til bedring
Frygten for at blive fyret lurede i Brians baghoved, da han sidst på sommeren 2019 igen stod på den gårdsplads, hvor han nogle måneder forinden var blevet hentet af ambulancen. På kontoret ventede DAKA’s daværende fabrikschef og Brians leder René Vernersen på ham.
– Hos DAKA var vi fra starten enige om, at vi har et ansvar for, at Brian er kommet til skade her på matriklen. Derfor har vi også et ansvar for at hjælpe ham videre, siger René Vernersen, som lovede Brian, at der nok skulle være et job til ham på DAKA, når han forhåbentlig fik det bedre og blev klar.
– Der forsvandt min ondt i maven, og det gik op for mig, at jeg stadigvæk var en del af dem. De kunne jo have fyret mig, men de har været fantastiske, siger Brian.
Brian kan bevæge nakken fem grader, så han er nødt til at flytte hele overkroppen, når han skal se andre steder hen end lige frem. Han spiser 29 piller hver dag og har kroniske smerter fra hele den øvre del af kroppen, kronisk hovedpine og bliver hurtigt udmattet.
De følgende 2,5 år gik Brian til genoptræning og blev løbende vurderet af både neurokirurger og neurologer. Han fik al den genoptræning og medicinsk behandling, der var mulig, men alle eksperter nåede frem til samme nedslående konklusion: Brians tilstand er stabil, men hans funktionsniveau er varigt nedsat i svær grad.
Han kan bevæge nakken fem grader, så han er nødt til at flytte hele overkroppen, når han skal se andre steder hen end lige frem. Dagligdags gøremål som at cykle, klippe hæk eller male kan Brian ikke uden svær forværring i nakken. Han har kroniske smerter fra hele den øvre del af kroppen, kronisk hovedpine, bliver hurtigt udmattet og har udfordringer med at huske og koncentrere sig.
Nye tider og opgaver
Brians skader gjorde det umuligt for ham at vende tilbage til sit gamle job hos DAKA. Men virksomheden holdt sit løfte og tilbød at omplacere ham til deres Velfærdsafdeling, som løser forskellige serviceopgaver.
I februar 2022 blev Brian henvist til en jobkonsulent i Randers Kommune for at afklare, hvor mange timer om ugen han kunne klare at arbejde hos DAKA.
Min kone Rikke har været der hver dag. Også selv om jeg har været en idiot en gang imellem.
Til at starte med mødte han ind to timer to dage om ugen. Han fik udleveret nøgler til en golfvogn, så han kunne køre rundt på fabrikken og udlevere sokker, fylde op med sæbe, håndklæder, frugt og sodavand.
– Brians første fire arbejdsdage gik med at køre rundt og snakke med kollegaerne. Der fik han godt nok ikke lavet ret meget, men det var jo vigtigt at få snakket med alle. Og så har vi langsomt arbejdet os ind på, at der rent faktisk også sker noget, når han er på arbejde, siger René Vernersen med et smil.
Fire timer om ugen arbejder Brian i DAKA’s Velfærdsafdeling, hvor han blandt andet kører rundt på fabrikken og udleverer sokker, fylder op med sæbe, håndklæder, frugt og sodavand.
– Jeg var bare så glad for at komme tilbage. Det betød rigtig meget også for familien. De har fået en bedre far hjem en gang imellem, siger Brian og fortsætter:
– Min familie har været altafgørende for mig i den her proces. Børnene er flyttet hjemmefra, men de har været der for mig, og min kone Rikke har været der hver dag. Også selv om jeg har været en idiot en gang imellem.
Fremtiden i fleksjob
Det nye job i Velfærdsafdelingen fungerede godt for Brian. Efter nogle måneder forsøgte han at øge sit timeantal til fem timer om ugen, men det havde for store konsekvenser for ham. Han vendte derfor tilbage til at arbejde to timer to dage om ugen.
– Det er det, jeg kan holde til. Så skal jeg hjem at hvile, ellers ender jeg med at skulle ligge i sengen resten af dagen, siger han.
Jeg har verdens bedste arbejdsplads, og jeg håber, at det er her, jeg skal gøre mit arbejdsliv færdigt.
I juni 2023 blev Brian indstillet til et fastholdelsesfleksjob hos DAKA. Det har været en stor lettelse for ham, at der er en plan for fremtiden, og han nu har fået en ”ny kasse”, som han passer ind i.
– Det har bare været dejligt. Alt presset fra mine skuldre er væk, siger Brian og fortsætter:
– Jeg har verdens bedste arbejdsplads, og jeg håber, at det er her, jeg skal gøre mit arbejdsliv færdigt. Det hele er på plads med DAKA, kommunen og fagforeningen. Alle har været så søde og ville hjælpe mig. Det har bare betydet alt.
DAKA har siden Brians ulykke lavet tiltag for at forebygge, at lignende ulykker kan ske.
God støtte fra Fødevareforbundet NNF
Gennem hele sin sygemelding og sit jobafklaringsforløb har Brian Hansen fået god hjælp af konsulent i A-skade og sociale sager i Fødevareforbundet NNF Palle Stig Ulriksen.
– Når skaden er sket, er jeg glad for, at jeg står i den rigtige fagforening. Det har jeg kunne mærke med al den støtte, jeg har fået. Palle er verdens bedste. Når jeg har ringet eller skrevet, er han vendt tilbage med det samme, siger Brian og fortsætter:
– Jeg er ordblind, så når jeg fik nogle papirer om min sag, har jeg enten ringet til René eller Palle. Dem har jeg betroet mig til, og Palle har været god til at forklare mig, hvad det betød.
Gennem hele sin sygemelding og sit jobafklaringsforløb har Brian fået god hjælp af sin leder René Vernersen og konsulent i A-skade og sociale sager i Fødevareforbundet NNF Palle Stig Ulriksen.
Palle Stig Ulriksen har gennem årene hjulpet mange medlemmer, som er kommet ud for en arbejdsulykke, men Brians historie har gjort særligt indtryk på ham:
– Brian har en stærk vilje til at komme tilbage. Det har været hans største ønske. Det, synes jeg, er rigtig godt gået i forhold til det, han har været udsat for og de lidelser og skader, han har, siger Palle og fortsætter:
– Vi har haft et rigtig godt samarbejde med DAKA og Randers Kommune, hvor vi alle sammen har haft samme agenda om at få Brian godt videre. Og det, synes jeg, er lykkedes på fineste vis.
