I en måned har 262 slagteriarbejdere fra Skare Meat Packers i Vejen og Skare Beef, der ejer Århus Slagtehus, levet i usikkerhed om, hvorvidt de har et job eller ej. Den 1. februar blev deres arbejdsplads begæret konkurs, og siden har medarbejderne været hjemsendt.
Det er endnu ikke afgjort, hvad der skal ske med de to virksomheder, men tirsdag den 28. februar blev fristen for at finde en løsning forlænget til den 10. marts.
Der er mange kollegaer, der har haft fat i mig i løbet af de sidste 14 dage, fordi de var bekymrede over lønnen.
Indtil da befinder medarbejderne sig i et økonomisk limbo. De er sendt hjem med garanti om fuld løn, men om det bliver den nye ejer af virksomhederne eller Lønmodtagernes Garantifond, der skal betale lønnen, er endnu uvist. Derfor har medarbejderne ikke fået udbetalt nogle penge siden 1. februar, og usikkerheden begynder at ulme.
– Der er mange kollegaer, der har haft fat i mig i løbet af de sidste 14 dage, fordi de var bekymrede over lønnen. En kollega har været ved to forskellige banker, men kunne ikke låne nogle penge, og det er heller ikke alle, der har en opsparing, de kan bruge af. Nu kører vi på den fjerde uge, og det kan mange af dem ikke holde til, siger Gunner Straarup, der er tillidsrepræsentant hos Skare Meat Packers i Vejen.
Mulighed for at låne op til 15.000 kroner
Men nu er der hjælp er på vej til de konkursramte slagteriarbejdere. Fødevareforbundet NNF tilbyder sine medlemmer hos Skare Meat Packers og Skare Beef et lån på op til 15.000 kroner.
Vores medlemmer hos Skare står i en helt unik situation, og derfor har vi valgt at tilbyde dem en helt unik løsning
Lånet er rente- og omkostningsfrit, så længe medlemmerne ikke selv har sagt op eller arbejder for kuratellet. Derudover skal der være oprettet en sag hos Lønmodtagernes Garantifond på deres vegne.
– Jeg er glad for, at forbundet har fundet en løsning. Vi har alle sammen regninger, der skal betales her til den 1., og nu kan kollegaerne få betalt huslejen og holde dagligdagen kørende, siger Gunner Straarup.
Indtil videre har 58 medlemmer af Fødevareforbundet NNF takket ja til tilbuddet og ansøgt om et lån.
– Vores medlemmer hos Skare står i en helt ekstraordinær situation, og derfor har vi valgt at tilbyde dem en helt ekstraordinær løsning. De er uforskyldt endt i en venteposition, hvor udsigten til at få en afklaring er blevet forlænget tre gange. Vi har siden konkursbegæringen forsøgt at hjælpe vores medlemmer bedst muligt i den her svære situation, og nu tilbyder vi dem en økonomisk håndsrækning, så de ikke skal gå fra hus og hjem, mens de venter på en afklaring, siger Jim Jensen, der er næstformand i Fødevareforbundet NNF.
Faktaboks: Løn fra ny arbejdsgiver eller Lønmodtagernes Garantifond
Onsdag den 1. februar indgav Kurt Skare konkursbegæring for en række selskaber herunder Skare Meat Packers i Vejen og Skare Beef, der ejer Århus Slagtehus. I forbindelse med konkursbegæringen stoppede arbejdet på de to virksomheder, og medarbejderne blev sendt hjem. Lønmodtagernes Garantifond (LG) har garanteret løn til medarbejderne frem til den 10. marts.
Når de to virksomheder får nye ejere og medarbejderne dermed nye arbejdsgivere, skal de nye ejere betale medarbejderne løn for de uger, medarbejderne har været hjemsendt. Medarbejdere, der ikke bliver tilbudt at blive i deres arbejde, får deres løn dækket af LG.
Alle medarbejdere er således garanteret betaling for de hjemsendte uger. Men pengene vil først komme til udbetaling, når de to virksomheder enten er blev solgt eller er blevet erklæret endeligt konkurs. Derfor tilbyder Fødevareforbundet NNF at låne medlemmerne 15.000 kr., så de kan betale husleje og regninger.
Lånet skal ikke betales direkte tilbage til forbundet, men Fødevareforbundet NNF indfrier det lånte beløb, når enten Lønmodtagernes Garantifond eller den kommende ejer af virksomheden udbetaler løn for perioden siden konkursen.
Medlemmer, der takker ja til tilbuddet, skal møde fysisk op og underskrive et gældsbrev.