Min side
Det var en almindelig morgen på slagteriet i Sæby, indtil mester ved 7-tiden gik rundt og fortalte, at alle skulle møde i kantinen til et informationsmøde kl. 8.57. Med 42 år på slagteriet i bagagen sagde John Kristensens erfaring ham, at der var noget stort på vej.
- Jeg har været her så mange år, at jeg ved, at hvis vi bliver indkaldt til klokken tre minutter i ni, er det fordi, der skal sendes en pressemeddelelse ud klokken ni, og vi skal informeres inden, siger han.
Det betød dog ikke, at han dermed var forberedt på den besked, medarbejderne ville modtage.
Det var et kæmpe chok den morgen. Mange var kede af det, og vi valgte at gå hjem.
Han var klar over, at der var mangel på grise, og at det måtte få konsekvenser, men måske ramte det et andet slagteri. Måske ville det betyde nogle omstruktureringer. Beskeden, de fik denne dag – den 20. april i år – var dog den værst tænkelige: Slagteriet i Sæby var indstillet til lukning.
- Det var et kæmpe chok den morgen. Mange var kede af det, og vi valgte at gå hjem. Alle stod der dog igen næste morgen, og det, synes jeg faktisk, er rigtig flot, siger han.
Et job for livet
I november 1981 havde John Kristensen brug for en indtægt, for han var netop flyttet i lejlighed med sin kæreste. Den dengang 20-årige mand hørte, at de manglede hænder på slagteriet i Sæby, men vidste ikke, at det ville blive definerende for de næste 42 år af hans liv, da han satte sig i bilen og kørte mod slagteriet. En uge efter, at han henvendte sig på slagteriets kontor, startede han i pakkeriet. Der har han arbejdet lige siden.
- Det har jeg ikke fortrudt en eneste gang. Det har været en fantastisk arbejdsplads, siger den i dag 62-årige John Kristensen.
Fem år efter starten på slagteriet flyttede han med kæresten – der nu var blevet konen – fra Hjallerup til Sæby, hvor de købte hus i cykelafstand fra slagteriet. Arbejdet har altid sikret ham stabilitet og ordentlige forhold – og ikke mindst gode kolleger.
Det har jeg ikke fortrudt en eneste gang. Det har været en fantastisk arbejdsplads.
Planen var derfor, at slagteriet i Sæby skulle blive John Kristensens sidste arbejdsplads. Han kan mærke, at kroppen er ved at være slidt, og da han er berettiget til den såkaldte Arne-pension, forventede han at være på slagteriet to-tre år mere for så at forlade arbejdsmarkedet.
Katastrofe for yngre kolleger
Nu ved John Kristensen pludselig ikke, hvad han skal lave de kommende år. Planen er foreløbig at blive på slagteriet, til det lukker, og så søge videre til den tid. Selvom fremtiden er usikker, er han dog ikke så bekymret på egne og familiens vegne, men han tænker meget på kollegerne.
- Jeg tænker især på de yngre kolleger, der måske har sat sig i hus, købt bil og fået børn. Jeg har kolleger, hvor både konen og manden arbejder her. Det må være en katastrofe for dem, siger han.
For John Kristensen bliver det største tab ikke selve arbejdet. Det hårde slid kan han godt give afkald på. Han har set kolleger slide sig ned for at sikre en høj akkord og tage smertestillende medicin for at komme igennem dagen. Men det hårde arbejde opvejes af alt det udenom: Snakken i kantinen, omsorgen kollegerne imellem, sammenholdet. Det kommer han til at mangle.
- Jeg vil savne, at jeg ikke skal møde de her kolleger hver evig eneste dag, siger han.
