Min side
Da reservetillidsrepræsentant Henning Sørensen gik gennem porten til slagteriet i Sæby tidligt om morgenen torsdag den 20. april, havde han ingen idé om, at netop den dag ville blive skæbnesvanger. Ikke kun for ham, men også for hans kone Helle og alle deres andre kollegaer. Fra den dag var deres dage på slagteriet talte.
Jeg blev chokeret, for jeg havde ikke set det komme.
Danish Crowns bestyrelse havde på et ekstraordinært møde aftenen inden besluttet at indstille slagteriet i Sæby til lukning.
Det kom derfor bag på Henning, at tillidsrepræsentant Jens Hansen, som ellers holdt ferie, pludselig ringede og bad ham gå ind på deres kontor og lukke døren.
”Nu skal vi ud at informere alle de mennesker om den skæbne”
Det, Jens Hansen derefter fortalte, vendte op og ned på Hennings liv. Slagteriet, han havde arbejdet på i mere end 40 år, skulle lukke, og alle 800 kollegaer ville blive opsagt.
– Jeg blev chokeret, for jeg havde ikke set det komme. Jeg havde oplevet, at der var kommet færre grise, og jeg var også klar over, at der skulle ske noget på et tidspunkt. Det vidste vi alle sammen. Men hvad og hvornår vidste vi ikke. Vi havde jo også en forhåbning om, at det ville ændre sig, siger Henning Sørensen og tilføjer:
– Min næste tanke gik til kollegaerne: ”Nu skal vi ud at informere alle de mennesker om den skæbne”.
"En sorgens dag"
Kort efter indfandt Henning sig i kantinen, hvor alle kollegaerne var kaldt sammen, og repræsentanter fra Danish Crown og tillidsrepræsentant Jens Hansen var mødt op for at orientere om beslutningen.
– Det var en sorgens dag. Der var mange – inklusiv mig selv – som lige fik den der trykken i øjnene. Selvfølgelig bliver man berørt af at se alle de ulykkelige mennesker stå der. For mange kollegaer – især de udenlandske, men også mig selv – rammer det ekstra hårdt, da det både er mand og kone, som arbejder her, fortæller Henning.
Mange kollegaer var i chok og havde brug for at komme hjem og snakke med deres familier. De blev derfor enige om at indstille arbejdet og møde ind igen næste morgen. Mens kollegaerne forlod slagteriet, blev Henning og Jens tilbage. Nyheden om lukningen af slagteriet var ”breaking news”, så Jens skulle tale med en masse journalister, og Henning manglede noget papirarbejde.
– Jeg havde det sådan set fint nok. Måske fordi jeg ikke helt havde forstået det. Det var en mærkelig dag, men jeg blev – også for lige at være der for Jens, så han havde en at snakke med udover journalister, siger Henning.
”Hvad skal vi så nu?”
Ved fyraften blev Henning hentet af sin kone Helle. Hun har arbejdet på slagteriet i 32 år, men var kørt hjem, da arbejdet blev indstillet tidligere på dagen.
– Da vi kom hjem, kiggede vi på hinanden og sagde: ”Hvad skal vi så?” Det er vi ved at finde ud af nu, siger Henning og fortsætter:
– Det kommer til at betyde en lønnedgang af en eller anden størrelse. Det er ikke sikkert, at vi får råd til alt det, som vi kan nu, men så må vi spare sammen til det. Vi har snakket med banken, som er fortrøstningsfuld, og vi har også en fornuftig opsparing, men den ville vi da gerne have gemt lidt endnu.
Det bliver svært for en på 60 år at søge job, men forhåbentlig finder jeg en, der kan bruge mig.
Henning regner med, at Helles sidste arbejdsdag på slagteriet bliver i midten af juli, mens han fortsætter til slutningen af september. Sammen med Jens Hansen og Fødevareforbundet NNF skal han være en del af den jobbank, der skal hjælpe de opsagte kollegaer godt videre. Indtil han selv skal videre efter 41 år på slagteriet.
– Det bliver da underligt. Jeg har gået op og ned ad den samme gang i så mange år, siger han og fortsætter:
– Så skal jeg til at lave CV. Det har jeg aldrig prøvet, men når andre kan, så finder jeg også ud af det. Det bliver svært for en på 60 år at skulle ud at søge job, men forhåbentlig finder jeg en, der kan bruge mig.
