Helle blev fyret to gange på syv måneder, men et opkald ændrede alt

Helle Sørensen havde ventet på det opkald. Håbet på, at det var gode nyheder. Det trængte hun til. I 32 år havde hun arbejdet på slagteriet i Sæby, men siden september var hun blevet opsagt to gange. Anden gang blev hendes mand Henning og alle deres 800 kollegaer også opsagt. Danish Crown havde den 20. april meddelt, at slagteriet var indstillet til lukning.

Nu stod hun en måned senere i omklædningen på slagteriet og havde sammen med sin kollega Jane netop afsluttet det opkald, der afgjorde deres fremtid. Deres pause var slut, og de skulle tilbage til båndet. Sammen gik de ud på gangen, og da Helle nåede ned til kollegaerne i kam-afdelingen, udbrød hun: ”Jeg har fået arbejde! Jeg har fået arbejde!”

- De blev rigtig glade og ønskede mig tillykke. Det gør vi, hver gang en kollega kommer og siger, at de har fået arbejde. Vi har jo gået og muntret hinanden op, fordi vi godt ved, at vi er mange om buddet, og det er svært at finde arbejde i den her ende af Nordjylland. Derfor bliver vi alle sammen glade, hver eneste gang det lykkes for nogen. Vi er lige som en stor familie, fortæller 57-årige Helle Sørensen.

”Hvorfor lige mig?”

Otte måneder tidligere var der ikke nogen på slagteriet, der sagde tillykke. De sagde farvel. Danish Crown besluttede i september 2022 at nedlægge 275 stillinger i Sæby. Aftenholdet blev indstillet til lukning, men beslutningen fik også konsekvenser for en del medarbejdere på dagholdet. En af dem var Helle.

Da hun pludselig blev afløst en mandag formiddag og kunne se, at mester ventede for enden af båndet, vidste hun, at hun snart havde skåret sin sidste gris.

- Jeg fik noget af et chok, da det viste sig, at vi var rigtig mange fra dagholdet med lang anciennitet, der også blev opsagt, siger Helle og fortsætter:

- Jeg blev selvfølgelig ked af det. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg skulle tage det i stiv arm, men jeg brød fuldstændig sammen. Jeg spurgte: Hvorfor lige mig? Hvorfor skal jeg fyres? Men der var ikke nogen grund. Det var bare, som situationen var.

De næste seks uger passede Helle sit arbejde, indtil hun for sidste gang stemplede ud og tømte sit skab. Efter 32 år på slagteriet var hun nu ledig.

- Jeg havde det virkelig skidt med at gå hjemme og søge arbejde. Jeg vil helst have noget at stå op til hver eneste morgen. Og så havde jeg svært ved at slippe følelsen af at være blevet fravalgt, siger Helle.

Derfor vidste hun heller ikke helt, hvad hun skulle tro, da hendes mand Henning fem uger senere ringede fra slagteriet og sagde, at fabrikschefen havde spurgt, om Helle kunne være interesseret i at komme tilbage.

Tilbage ved båndet

- Det var ligesom en bombe, der sprang inden i mig. Jeg blev vildt glad, for nu kunne jeg få et arbejde, men jeg tænkte også, hvad foregår der? De har lige fyret mig, og så beder de mig om at komme tilbage, siger Helle.

Trods sin skepsis besluttede hun sig for at takke ja, og i januar stod hun igen ved båndet. Men glæden over at være tilbage blev kort.

Da Helle torsdag den 20. april kom tilbage fra sin første pause, havde en kollega fået besked om at stoppe båndet klokken 8.57. Ingen af dem vidste hvorfor, men de skulle indfinde sig i kantinen klokken 9.00. Så snart Helle trådte ud på gangen, indså hun, hvad der skulle til at ske.

- Jeg når lige ud på gangen sammen med Jane, så stimler vores kollegaer fra hele slagteriet sammen og går mod kantinen. Vi kan se alle de forskellige afdelinger, og så siger jeg til Jane: ”Vi skal lukke”. Det er jeg helt overbevist om, fortæller Helle.

Et ordentligt kram

Helles dystre forudsigelse viste sig at holde stik. I kantinen fik medarbejderne besked om, at der ikke var nok slagtegrise, til at holde slagteriet kørende. Alle 800 medarbejdere ville blive opsagt.

- Der var mange, som blev berørt. En kollega bag mig sagde: ”Nej, vi har lige købt hus og fået barn, hvad nu?” Al den summen, der blev. Det var nok det, der var værst. Min mand stod helt oppe i den anden ende, men jeg kunne lige få øjenkontakt med ham. Da de var færdige med at snakke, kom han ned til mig, og så gav jeg ham et ordentlig kram, siger hun og fortsætter:

- Jeg tror, det tog hårdere på ham, fordi han slet ikke havde set det komme. Selvfølgelig gjorde det også ondt på mig, at vi skulle lukke og at se så mange kollegaer og min mand stå med blanke øjne. Men jeg havde det egentlig okay, fordi alle jo havde snakket om, at noget skulle lukke. Vi vidste bare ikke, at det var os.

Tilsammen havde Helle og hendes mand været over 70 år på slagteriet. Nu var der pludselig sat udløbsdato på deres ansættelser.  

- Det ville blive noget af en lønnedgang, og det spøgte selvfølgelig lidt. Men vi var helt enige om, at vi nok skulle klare det, også selv om der måske gik et halvt år, før vi fik et arbejde. Vi er heldigvis oppe i en alder, hvor vi har det, vi skal bruge, og vi har også en opsparing, men den ville vi gerne vente med bruge, siger Helle.

Det afgørende opkald

En måneds tid efter blev Helle kontaktet af en tidligere kollega. Han havde fået job hos DC Foods i Svenstrup, og nu opfordrede han Helle til at ringe til mesteren i fabrikkens pakkeri. Og det var netop et opkald fra mesteren, som Helle og Jane ventede på, den dag de sad i slagteriets omklædning.

Den 6. juni startede de begge på dagholdet hos DC Foods i Svenstrup. Her hjælper Helle med at tage prøver af pølserne og sørge for, at der er fyldt op med alt fra kartoner til forklæder og handsker. Det er en stor, men god forandring for hende.

- Jeg har stået og skåret på den samme plads i 32 år. Nu skal jeg virkelig bruge hovedet, for der er så meget, der skal kontrolleres og føres ind. Og så går jeg nok over 20.000 skridt hver dag. Det er så fedt, siger hun.

Det sidste år har været turbulent for hende, men nu ser fremtiden lys ud.

- Når jeg kigger tilbage, kan jeg slet ikke forstå, at jeg har været igennem alt det her. Nu har jeg fået et arbejde med nogle rigtig søde kollegaer, og jeg er virkelig glad hver morgen, når jeg skal afsted, siger Helle.

Hun har dog stadig et stort ønske: At Henning også finder et arbejde.

- Lige nu prøver han at hjælpe alle kollegaerne godt videre, men de har sagt til ham derude, at han også skal tænke på sig selv. Det ville være rart, at Henning også finder et arbejde, han er glad for. Han er 60 år og har været på slagteriet i 41 år, men jeg håber, at nogen derude kan bruge en hårdtarbejdende mand.