Foto af Mostphotos og privatfoto
Nyhed

Smagen af sommer: Lav de lækreste spareribs

Kødet bliver smørmørt og falder fra benene, når man følger slagteriarbejderen Jørgen Gram Jensens opskrift på hjemmelavede spareribs.

Spareribs med barbecuemarinade er efterhånden en lige så stor klassiker på de danske grillriste som i spisens hjemland, USA. Slagteriarbejderen og madøret Jørgen Gram Jensen har efter eget udsagn lavet tonsvis af slagsen, og han lover, at med hans opskrift falder kødet af benene.

- Det er guf, siger han.

Hemmeligheden bag de smørmøre ben er at købe ferske kamben og selv koge dem, fortæller Jørgen Gram Jensen.

- Man kan godt købe dem forkogt, men så er de aldrig kogt nok. Kødet skal falde af benene, når de er færdige, siger han.

Jørgen Gram Jensen er udlært både slagter og kok og arbejder til daglig i kvalitetskontrol og egenkontrollen på Danish Crown i Horsens – landets største slagteri. Så det er en mand, der kender sin gris, der nedenfor deler sin opskrift på kamben – eller spareribs – med tilbehør.

Velbekomme.

KAMBEN MED BARBECUEMARINADE (SPARERIBS)

Ingredienser

  • Ferske kamben (beregn ca. 600 g pr. mand)
  • Salt
  • Ketchup (Jørgen foretrækker Heinz, men andre kan bruges)
  • Barbecuesauce (også her plejer Jørgen at købe den fra Heinz, men brug din favorit)

Fremgangsmåde

Bring en stor gryde med vand i kog og tilsæt salt. Når vandet koger, putter du kambenene i. Vandet skal nu op at koge igen. Fra vandet koger igen skal kambenene have præcis 45 min. Skum af undervejs.

Når kambenene er kogt og afkølet, fjerner du de små fedtklumper, der sidder på bagsiden af benene, med en ske.

Lav marinaden ved at blande lige dele ketchup og barbecuesauce. Smør benene ind i marinaden.

Tilbered benene i ovnen ved 160 grader i ca. 30 min. eller grill dem ved indirekte varme, til de er færdige.

Tip: Du kan lave en fantastisk fond af lagen, som benene har kogt i. Tilsæt blot nogle supperurter og kog godt igennem. Fonden er ideel til at lave en fremragende og intens sovs til f.eks. flæskesteg.

Jørgens tilbehør til spareribs

Sovs

Jørgen Gram Jensen plejer at servere sine spareribs med en velsmagende og meget nem sovs:

- Sovsen består af halv piskefløde og halv barbecuesovs, der koges op. Man kan også vælge at tilsætte lidt af kogelagen fra kødet. Beregn cirka en deciliter sovs per person.

Vanmelonsalat

Der hører sig selvfølgelig også salat til, og Jørgen Gram Jensen er glad for en sommerlig vandmelonsalat:

- Du tager en kernfattig vandmelon og skærer skrællen af med en kniv. Så skærer du skiver på cirka 2 – 3 centimeter og stikker ringe ud af skiverne med en udstikker, så de har samme størrelse. Så stiller du vandmelonen på køl.

- Salaten laves ved at anretter vandmelonen med fetatern og hakket rødløg ovenpå. Derefter skal der hasselnødder eller mandler på, der er ristet på panden, da det fremhæver smagen af nødderne. Du kan også komme nogle krydderurter på, hvis du har nogle friske i haven.

Jørgen Gram Jensen serverer spareribs, salat og sovs med bagte kartofler eller pommes fritter til.