Foto af MostPhotos
Det ku' ske for dig

Kirsten og kollegaerne manglede 200.000 kroner i feriepenge

Et løntjek afslørede, at Kirsten Skovgaard Pedersen og hendes kollegaer hos AG Snus ikke fået beregnet feriepenge af deres fritvalgsopspring i flere år. Tilsammen manglede de næsten 200.000 kroner, og problemet er ifølge Fødevareforbundet NNF udbredt.

– Er du sikker på, at du får feriepenge af din fritvalgsopsparing?

Det spørgsmål blev 64-årige Kirsten Skovgaard Pedersen og hendes kollegaer fra AG Snus stillet ved et fyraftensmøde i november 2021.

– Det var der ikke nogen af os, der vidste. De lønsedler, vi fik, var simpelthen så svære at gennemskue, fortæller Kirsten Skovgaard Pedersen, som har arbejdet i produktionen siden 2014.

Spørgsmålet blev stillet af Søren Lind, der er faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF. Han ser ofte sager, hvor medarbejdere ikke får beregnet feriepenge og pension af deres fritvalgsopsparing, selv om de har ret til det ifølge overenskomsten.

– Vi har haft rigtig mange sager, og der kommer stadig flere. Problemet opstår ofte, når det er et eksternt lønfirma, der skal stå for beregningerne, siger Søren Lind og fortsætter:

– Som regel går det galt, fordi de ikke kender vores overenskomst, men kigger på Industriens Overenskomst, som beregner det på en anden måde. Derfor er det så vigtigt at få tjekket sine lønsedler eller få os til det.

Ingen penge i flere år

Kirsten og kollegaerne hos AG Snus er omfattet af den fødevareindustrielle overenskomst, som er indgået mellem DI og Fødevareforbundet NNF. I 2021 optjente Kirsten og hendes kollegaer 8,20% af deres løn til deres fritvalgskonto, som de kan bruge på frihed, løn eller pension.

I overenskomsten står der: ”Når medarbejderen vælger fritvalg som løn eller frihed, skal der beregnes feriepenge, søgnehelligdagstillæg og pension af beløbet”.

De manglede at få beregnet feriepenge af deres fritvalg.
- Søren Lind, faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF

Men hverken Kirsten eller kollegaerne vidste, om de fik det, de havde krav på. Derfor gav de deres lønsedler til Søren Lind, som ret hurtigt kunne konstatere, at det gjorde de ikke.

– De manglede at få beregnet feriepenge af deres fritvalg. Alt andet var i orden, og der var ikke nogen, som havde forsøgt at snyde dem. Det er systemet, som ikke er sat op til at gøre det rigtige, siger Søren Lind.

Det viste sig, at problemet var opstået flere år før, at AG Snus i maj 2021 blev solgt til den internationale tobaksgigant Philip Morris.

Som medarbejdere har vi jo ikke mulighed for at gennemskue det, slet ikke når lønsedlen var så svær.
- Kirsten Skovgaard Pedersen

I alt manglede de 20 medarbejdere knap 200.000 kroner i feriepenge før skat. Lidt over 13.000 af dem tilhørte Kirsten.

– Jeg tror ikke, at de tidligere ejere har gjort det med vilje. De havde bare ikke sat sig ind i reglerne, men det skal de jo gøre. Som medarbejdere har vi jo ikke mulighed for at gennemskue det, slet ikke når lønsedlen var så svær, siger Kirsten.

Få fagforeningen til at gennemgå lønsedler

Efter Søren Lind konstaterede fejlen, tog han kontakt til DI. Et års tid efter fyraftensmødet fik Kirsten Skovgaard Pedersen udbetalt sine penge, men det betyder ikke, at udfordringerne med lønsedlerne er slut.

Hvis man er i tvivl, skal man kontakte sin tillidsrepræsentant eller fagforeningen og bede dem gennemgå lønsedlerne.
- Kirsten Skovgaard Pedersen

Den nuværende ejer Philip Morris-koncernen er nemlig et amerikansk selskab, så mange af oplysningerne er på engelsk, og lønningskontoret ligger i Polen.

– Vores lønsedler er stadig svære at forstå, men vi er blevet bedre til at gennemskue tallene, og de ser rigtige ud nu. Ellers ved vi, hvor vi kan få hjælp, siger Kirsten Skovgaard Pedersen, som har en klar opfordring til andre, der er ikke ved, om de får den rigtige løn:

– Hvis man er i tvivl, skal man kontakte sin tillidsrepræsentant eller fagforeningen og bede dem gennemgå lønsedlerne.

FÆRRE PENGE AT HOLDE FERIE FOR OG MINDRE I PENSION

Jens er fødevarearbejder og omfattet af den fødevareindustrielle overenskomst. Han arbejder 37 timer om ugen og får 150 kroner i timen. Det giver Jens en løn på:

5.500 kroner om ugen.

Derudover fik han i 2022 ifølge overenskomsten, hvad der svarer til 9,25% af sin løn indbetalt til sin fritvalgskonto. Det betyder, at Jens opsparer: 

513,38 kroner på sin fritvalgskonto om ugen.

Af de 513,375 kroner skal der beregnes feriepenge, pension og søgnehelligdagstillæg, som skal sættes ind på Jens' feriepengeopsparing, pensionsopsparing og søgnehelligdagsopsparing.

Pension 8% 41,07 kr./uge
Ferieopsparing 12,50% 64,17 kr./uge
Søgnehelligdagstillæg 3,50% 17,97 kr./uge

Det er små beløb, men på ét år kan det løbe op i omkring 1.800 kroner i pension og 2.800 kroner i feriepenge. Konsekvensen bliver, at Jens får færre penge ind på sin pensionsopsparing, søgnehelligdagsopsparing og feriepengeopsparing.

Han har stadig ret til at holde 25 feriedage som alle andre lønmodtagere, men fordi beløbet på hans feriepengeopsparing er mindre, er der færre penge at fordele ud over de 25 dage. Det bliver derfor dyrere for ham at holde ferie. Det samme gælder for søgnehelligdage.