Lisbeth startede på pølsefabrikken i 1973. Om lidt er det slut.

Kødstykker bliver fejet hurtigt sammen. Den lille bunke holdes på plads med støvlen, så skovlen kan komme ind under, og kødet læses op i et trug i et snuptag. Lisbeth Christensen springer op på trucken og kører videre til næste station, hvor mere kødaffald fejes op i et energisk tempo.

Scenen er ikke i sig selv usædvanlig, men det særlige i dette tilfælde er, at den energiske hovedperson netop er fyldt 70 år. Det gjorde hun i januar og den 1. marts fejrer Lisbeth Christensen så sit 50-års jubilæum på Danish Crown Svenstrup – der hed GØL Pølser, da hun startede i 1973. Hun har været medlem af Fødevareforbundet NNF lige så længe.

- Der er ikke meget at sige. 50 år er gået hurtigt, siger Lisbeth og griner.

Holder kollegerne i ørerne

Noget er der dog sket. Lisbeth har blandt andet oplevet fabrikken gå fra cirka 75 ansatte til 750 og så til de nuværende cirka 300 medarbejdere. Hygiejnen er forbedret, produktionen er blevet automatiseret, og Lisbeth har lært at betjene en computer.

Hun har haft forskellige stillinger, men i de sidste 25 år har Lisbeth været fabrikkens blæksprutte. Som ’kvalitetsmedhjælper’ drøner hun rundt og samler affald og hjælper på alle måder, hun kan finde på. Og så holder hun ikke mindst kollegerne op på hygiejneregulativerne.

- Ellers får de en over nakken, siger hun og griner.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lisbeth Christensen går snart på pension, og hun lægger ikke skjul på, at det sværeste bliver at undvære kollegerne.

Hun mener, at hun har holdt sig frisk, netop fordi hun har en stilling, hvor hun er bevægelig og ’ikke bare at står på en flise’, som hun siger.

Derfor har hun heller ikke følt et behov for at stoppe på arbejdspladsen før nu.

- Jeg synes, at jeg er for frisk til at gå hjemme, siger hun.

Alligevel er det altså snart slut. Når det sidste glas rosé til jubilæumsreceptionen den 1. marts er drukket, trækker Lisbeth Christensen stikket efter et langt arbejdsliv på fabrikken. Hun vil gerne stoppe, mens hun stadig er frisk, for hun skal bestemt ikke hjem blot for at slappe af. Ud over arbejdet på fabrikken passer hun og hendes mand et lille landbrug med 10 heste og 35 kreaturer.

- Så jeg skal nok få tiden til at gå, siger hun.

Stor betydning for kollegerne

Lisbeth Christensen kommer rundt og snakker med stort set alle kolleger, og hun vil i høj grad blive savnet, siger tillidsrepræsentant Tina Brunsgaard.

- Lisbeth betyder meget for os. Hun laver så meget i det skjulte, som ingen lægger mærke til. Hvis der er en, der har en beskidt jakke på, så vasker hun den lige. Hvis der er noget, der er blevet flyttet, så sætter hun det lige på plads. Hun får det bare til at glide, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lisbeth Christensen ønskede et fællesbillede med afdelingen, og her viste den ellers ydmyge kvinde, at hun intet problem har med at være i centrum.

Derfor bliver Lisbeths sidste dag den 1. marts også både en ’god, underlig og svær dag’, mener Tina Brunsgaard. Lisbeth Christensen siger selv, at det bliver en ’grim dag’. Det er ikke mindst kollegerne, der vil blive savnet.

- Samværet betyder alt. Det gør det. Godt kollegaskab betyder en god hverdag. Og vi har det godt alle sammen, siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun så kan undvære kollegerne, kommer svaret prompte:

- Nej, det tror jeg ikke, siger hun og fortsætter:

- Så må jeg komme at besøge dem. Hvis jeg tager en kage med, så bliver jeg nok lukket ind.