Min side
64-årige Krista Sandager står ved sit arbejdsbord og snupper hurtigt et tobaksblad fra bunken ved siden af hende. En hane drypper automatisk bladet med dråber af lakridssovs.
Imens ruller Krista bladet til en lang streng, som trækkes ind i en maskine. Hun lægger rutineret næste blad oven på den sidste del af det første, så de overlapper hinanden.
Når jeg spinner i hånden, bruger jeg præcis de samme bevægelser som dengang.
Det går stærkt, men Krista styrer selv maskinen. Hun trykker på stop-knappen og peger på en mønt, der er limet fast til bordet, hvor hun står.
- Den fik jeg for 44 år siden af den tidligere produktionsleder Freddy, da jeg havde været under oplæring som spinder. Det var et symbol på, at jeg var lige så god som dem, der havde et svendebrev, siger hun.
Tidligere fik spindere en mønt sat fast ved deres bord, når de var udlært efter fire års uddannelse. Den uddannelse var netop nedlagt, da Krista startede.
Teknikken er den samme
Kristas teknik som spinner har ikke ændret sig, siden oplæringen for 45 år siden. Men forholdene omkring hende har. Dengang var de 30 ansatte i produktionen.
Dengang stod vi tre spindere sammen, og så havde vi en person, der lagde bladene frem til os.
I dag er de 12, men de producerer cirka fem gange så meget. Årsagen er maskiner og hjælpeudstyr.
- Dengang stod vi tre spindere sammen, og så havde vi en person, der lagde bladene frem til os, så vi ikke selv skulle gøre det. Det var nu meget rart at være fri for det, siger Krista med et grin.
Fabrikken er stolt af stadig at have medarbejdere, der kan spinde i hånden, og planen er at fortsætte med det, så længe kompetencerne er i huset. Der er dog også en maskine til at spinde, som kræver mindre teknisk snilde og håndelag af medarbejderen. Her står Krista også.
- Når jeg spinder i hånden, bruger jeg præcis de samme bevægelser som dengang, og det er ensidigt gentaget arbejde. Selvom det er den del af mit job, jeg allerbedst kan lide, så er det godt, at vi nu roterer hver anden dag.
Én stor familie
Da rotationen mellem de forskellige arbejdsstationer i produktionen blev foreslået, var Krista ikke meget for det. De plejede at stå en uge ved hvert sted, og det ville hun gerne have skulle fortsætte.
Vi kender hinanden rigtig godt. Vi ved også, hvem hinandens familier er. Vi kan snakke, imens vi arbejder, og vi spiser frokost sammen hver dag.
I dag er hun glad for forandringen, fordi den betyder lidt mindre ømme hænder og skuldre.
- Vi er rigtig gode til at tale sammen. Vores ledelse tager os med på råd og trækker ikke noget ned over hovedet på os. Da forandringen stod på, brugte jeg vores tillidsrepræsentant meget. Det var en stor hjælp for mig at kunne komme til ham, siger hun.
Det er ikke kun tillidsrepræsentanten, der er en god kollega. De 12 i produktionen er med Kristas ord én stor familie. Den, der har været der kortest tid, har været der i 16 år. Flere har været ansat i over 30 år.
- Vi kender hinanden rigtig godt. Vi ved også, hvem hinandens familier er. Vi kan snakke, imens vi arbejder, og vi spiser sammen hver dag, siger hun.
En æra er forbi
I 45 år er Krista mødt på sit arbejde på Oliver Twist klokken 06.30 og er gået hjem klokken 15.00. Fabrikken har været hendes faste element i tilværelsen, fra hun var helt ung, til hun for seks år siden kunne møde ind og fortælle, at hun var blevet mormor.
Jeg kommer til at savne mine kolleger og fællesskabet hér. Det er vemodigt.
Hendes nye liv på efterløn skal nydes med manden og hendes to børnebørn. Og Krista vil holde kroppen i gang, når hun skal undervise på to gymnastikhold for børn og selv dyrke yoga og gymnastik.
Selvom tilværelsen byder på rare ting for Krista, frygter hun alligevel fredag den 24. februar, hvor hun siger farvel til kollegerne.
- Da jeg i november havde været her i 45 år, holdt arbejdspladsen et flot jubilæum for mig. Fredag skal vi også nyde noget god mad sammen, men jeg vil ikke ligefrem kalde det en fejring. Jeg kommer til at savne mine kolleger og fællesskabet hér. Det er vemodigt, siger hun.
