Det er ikke godt nok. Det er simpelthen for ringe.
Det er min klare holdning til EU-kommissionens forslag til ny lovgivning om dyretransporter, som blev præsenteret i går. Jeg er enig med Dyrenes Beskyttelse i, at kommissionen her forpasser en historisk mulighed for at tage et opgør med de lange dyretransporter.
Ifølge kommissionen skal det stadig være tilladt at transportere smågrise på tværs af Europa i op til 21 timer. Kun for grise til slagtning bliver der sat en grænse på 9 timer. Problemet er, at grisene jo ikke ved, hvor de skal hen. De lider ikke mindre, fordi de bliver transporteret til opfedning i et andet land og ikke til et slagteri.
Ud af de 11 millioner danske svin, der sidste år var på lange transporter, var det blot 50.000, der blev transporteret direkte til et slagteri og ville blive omfattet af maksimumgrænsen på 9 timer. Kommissionens forslag løser derfor ingenting.
Vi har i Fødevareforbundet NNF større ambitioner på dyrenes vegne.
Samtidig redder kommissionens forslag ingen danske arbejdspladser. Danske landmænd vil præcis som i dag kunne køre tusindvis af arbejdspladser ud af landet, når de eksporter millioner af smågrise til opfedning og slagtning sydpå.
Nu skal kommissionens forslag forhandles, og jeg har et klart budskab til politikerne i Bruxelles: Få strammet op. Det er første gang siden 2005, at EU kigger på reglerne for dyretransporter, så hvis vi ikke får taget opgøret nu, kan der desværre gå mange år, inden vi får muligheden igen. Forpas ikke denne chance.