Nyhed

Efter 16 år på slagteriet søgte Martin job i ny branche. Den lange svartid gjorde ham nervøs

Lukningen af slagteriet i Sæby tvang Martin Rohde til at se sig om efter et nyt arbejde. Efter 16 år som slagteriarbejder skulle han pludselig skrive sin allerførste jobansøgning og til den anden jobsamtale i sit liv.

De havde lovet at give besked inden for et par dage, men da der var gået en uge, og Martin Rohde ikke havde hørt noget, begyndte han at blive nervøs. Det var kun anden gang i sit liv, at den 36-årige slagteriarbejder havde været til en jobsamtale.

De sidste 16 år havde han arbejdet i brystflæsk-afdelingen hos Danish Crown i Sæby, men da slagteriet blev indstillet til lukning i april, begyndte Martin at se sig om efter et nyt job.

– Jeg har været glad for mit arbejde i alle årene, men jeg havde da også tænkt på, om jeg skulle til at prøve noget nyt. Så på den måde blev lukningen et spark til at komme videre, fortæller Martin Rohde.

Det er noget helt nyt, og jeg havde aldrig nogensinde tænkt, at jeg skulle være inden for det fag.
- Martin Rohde, slagteriarbejder

På en jobmesse, som var arrangeret særligt for medarbejderne på slagteriet, stødte Martin på den internationale virksomhed ProCon Wind Energy, som blandt andet leverer løsninger til transformerstationer og fundamenter på havvindmøller.

– ProCon lød spændende. Det er noget helt nyt, og jeg havde aldrig nogensinde tænkt, at jeg skulle være inden for det fag. De er i gang med et stort projekt nu, og der er også mulighed for at fortsætte efterfølgende. Jeg havde brug for, at det var noget langsigtet, siger Martin og tilføjer:

– Og så skal man hovedsageligt arbejde udendørs. Det kunne være meget sjovt, når jeg har været vant til at arbejde indendørs.

Sit livs anden jobsamtale

Martin bestemte sig derfor for at søge job hos ProCon og kastede sig ud i at skrive sit livs første jobansøgning.

– Jeg er ikke en af dem, der har et CV med ti forskellige arbejdspladser. Jeg har én. Så jeg spurgte nogle af mine kollegaer på slagteriet, som havde prøvet at skrive ansøgninger før, og jeg fik også hjælp af jobcenteret til at få skrevet mere på mit CV. Jeg havde fx ikke tænkt på, at jeg også har været mestersvendsafløser, siger Martin, som kort efter, at ansøgningen var sendt, blev ringet op af ProCon, der gerne ville se ham til en jobsamtale.

Jeg er ikke en af dem, der har et CV med ti forskellige arbejdspladser. Jeg har én.
- Martin Rohde, slagteriarbejder

– Jeg var nervøs, fordi det var anden gang nogensinde, at jeg skulle til en jobsamtale, men det var også spændende. Der var flere forskellige følelser, der gik gennem kroppen den dag, siger Martin Rohde, som syntes, at samtalen gik godt. Men da han efter en uge ikke havde hørt fra ProCon, begyndte han at blive nervøs for, om de havde samme opfattelse.

Flere kollegaer ansat hos ProCon

Efter 11 dage i uvished blev Martin Rohde ringet op af ProCon, som havde været ramt af sygdom.

– Da de sagde, at jobbet var mit, faldt der en tung sten fra hjertet. Så skulle jeg ikke gå og være så nervøs for, hvad der skulle ske, siger Martin Rohde og fortsætter:

– Det har fyldt meget for mig og min kæreste, hvad vi skulle gøre, hvis jeg ikke fik et nyt job. Vi har både bil og hus, så det har givet noget ro i sjælen, at vi nu ved, at der kommer en fast indtægt.

Martin er ikke den eneste fra Danish Crown i Sæby, der har fået job hos ProCon. Virksomheden har ansat over 20 tidligere slagteriarbejdere, som nu skal på kursus og omskoles til kabelmontører.

– Jeg er glad for, at mine tidligere kollegaer også har fundet nyt arbejde og skal derud. Så er der nogen, man kan støtte sig lidt til samtidig med, at jeg også skal lære de nye kollegaer at kende, siger Martin, som starter på sit kursus den 28. august:

– Det bliver spændende, men jeg er lidt spændt på at skulle ”i skole” igen. Jeg er vant til at være meget aktiv på mit arbejde, så det bliver lidt hårdt for hovedet at skulle sidde stille og høre efter, siger han.