Nyhed

JA til OK23: En historisk overenskomstfornyelse

Historisk svære overenskomstforhandlinger blev vekslet til et historisk godt resultat. Og lønmodtagerne kvitterede med et tydeligt ”Ja tak”.

Med en samlet stemmeprocent på lidt over 76 % og et flot JA til alle otte nye overenskomster, er chefforhandler Jim Jensen rigtig godt tilfreds med OK23. Ikke alene på grund af de flotte slutresultater, men også fordi OK23 i lang tid så ud til at blive en hård omgang.

- Jeg tror ikke, at jeg lyver, hvis jeg siger, at det i mine mange år som en del af overenskomstforhandlingerne aldrig har set så vanskeligt ud, som det gjorde op til disse forhandlinger. Forventninger hos vores medlemmer var berettiget store, men samtidig var arbejdsgiverne pressede af råvaremangel og høje omkostninger, forklarer han og fortsætter:

- Da regeringen så ovenikøbet kastede afskaffelsen af store bededag ind i ligningen, var det svært at bevare optimismen. Men ingen har nogensinde sagt, at overenskomstforhandlinger skal være nemme, hvis de skal ende med et stærkt resultat, og det kommer OK23 til at stå som et minde om, konstaterer Jim Jensen.

Efter en række lange, men effektive forhandlingsrunder, faldt det ene forhandlingsresultat efter det andet på plads, og for første gang i mange, mange år – hvis ikke for første gang nogensinde – indgik Fødevareforbundet NNF selvstændige forlig på samtlige overenskomster.

Ingen har nogensinde sagt, at overenskomstforhandlinger skal være nemme, hvis de skal ende med et stærkt resultat, og det kommer OK23 til at stå som et minde om
- Chefforhandler Jim Jensen

Tak til medlemmerne

Den bedrift kvitterede forhandlingsudvalgene og hovedbestyrelsen for ved enstemmigt at anbefale alle medlemmer på alle overenskomst at sætte deres kryds ved ja – også det er historisk.

Og kronen på værket er den flotte stemmedeltagelse og det overvældende ”ja tak”.

- Jeg synes, at der er grund til at rose vores medlemmer for deres indspark og deltagelse i OK23. Vi har oplevet stor interesse for denne overenskomstfornyelse. Det startede allerede, da vi var på bustur rundt til 70 virksomheder i efteråret, og vi slog vores egen rekord i antallet af indkomne ønsker og krav. I løbet af de sidste par måneder har vores medlemmer debatteret, spurgt ind til og forholdt sig til OK23 på en inspirerende måde. Og når vi så slutter af med, at mere end 76 % har valgt at deltage i afstemningen, ja så er der virkelig grund til at takke vores medlemmer for deres deltagelse, fastslår Jim Jensen.

OK23 endte stærkt og godt

Jim Jensen glæder sig samtidig over, at også et samlet flertal af de lidt over 400.000 lønmodtagere, der er omfattet af mæglingsforslaget, har stemt ja.

- Jeg synes, at vi som fagbevægelse i Danmark kan tillade os at være stolte over de forlig, vi har indgået. De forbedringer, der ligger i forligene, vil få stor positiv betydning for vores medlemmer. Både på kort sigt i form af en højere timeløn, men at arbejdsgiverne har overtaget 2 % af pensionsindbetalingen og at fritvalgsordningerne øges med 2 % vil også på lang sigt gøre en positiv forskel.

Han er derfor heller ikke overrasket, at lønmodtagerne i de øvrige forbund følger trop med og har stemt OK23 på plads med 79 % ja-stemmer.

Se stemmeprocent og -fordeling på de enkelte overenskomster