Kontakt
Igen er den offentlige og politiske debat om tidlig pension kørt helt af sporet. For nylig kunne man dagen igennem i medierne høre om, at færre ”nedslidte” end forventet gør brug af retten til tidlig pension, men i stedet vælger seniorpension.
Tidlig pension er en ordning, der skal sikre en værdig tilbagetrækning for dem med de længste og hårdeste arbejdsliv.
For det første er tidlig pension jo ikke målrettet dem, der allerede er helt slidt i bund af deres arbejde. Det er en ordning, der skal sikre en værdig tilbagetrækning for dem med de længste og hårdeste arbejdsliv. Og lad os slå fast: En værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet betyder, at man efter mange års slid og slæb kan nyde en god og aktiv seniortilværelse, for eksempel med børnebørnene.
For det andet er tidlig pension og seniorpension ikke hinandens modsætninger. Her er tale om to forskellige ordninger til to forskellige behov. Seniorpension er for de personer, som sørgeligvis allerede er blevet slidt så meget ned, at de ikke er i stand til at passe et arbejde på over 15 timer om ugen.
En værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet betyder, at man efter mange års slid og slæb kan nyde en god og aktiv seniortilværelse, for eksempel med børnebørnene.
At så mange mennesker har brug for at gå på seniorpension, er i virkeligheden tragisk. Det understreger jo, at mange – alt for mange – går i stykker af at arbejde. De bliver så nedslidte af jobbet, at de må gå turen til lægen og bede om at blive visiteret til at få lov at trække sig tilbage.
Det er en god og nødvendig ordning for de nedslidte. Men det må aldrig være en erstatning for retten til tidlig pension, der giver slagteriarbejderen, maleren, elektrikeren og VVS’eren mulighed for en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Vi skal arbejde og bidrage til samfundet, men vi skal i livets efterår også have mulighed for at nyde tiden med familien og fritidsaktiviteter.
For er det ikke den samfundskontrakt, vi har lavet med hinanden? Vi skal arbejde og bidrage til samfundet, men vi skal i livets efterår også have mulighed for at nyde tiden med familien og fritidsaktiviteter.
Hvornår er normen blevet, at vi mennesker skal være syge eller skadet, før vi må stoppe med at arbejde?
Vores medlemmer har gode – men også fysisk hårde – jobs. De har arbejdet fra en ung alder, og passer samvittighedsfuldt deres arbejde. Mange dulmer dagligt smerter i leddene ved at spise Panodiler. Skal det være normen? Skal vores medlemmer blive ved med at have ondt og spise piller indtil paracetamolen ikke længere virker, at benene for alvor giver efter og armene ikke længere kan holde på værktøjet?
Det mener vi ikke. De har valgt deres arbejde, fordi de ønsker at bidrage til samfundet. Er det ikke kun rimeligt, at samfundet også tager sig af dem, når de er klar til at forlade arbejdsmarkedet?
