Foto af Rune Evensen
Det ku' ske for dig

Slagteriarbejder Mogens har søgt tidlig pension: - Jeg vil ikke stå med hatten i hånden

Om to år kan slagteriarbejder Mogens Kold gå på tidlig pension. Han har allerede søgt, og han håber, at han kan holde så længe.

62-årige Mogens Kold har netop overstået en operation for karpaltunnelsyndrom i begge sine håndled. Hans ene skulder er med lægens ord “slidt op,” og hans børn er efter ham, fordi de synes, at han skal stoppe som slagteriarbejder på Danish Crown i Sdr. Felding.

– Jeg ved godt, at jeg efterhånden ikke kan mere, men jeg har svært ved at acceptere det. Jeg har aldrig haft en sygedag i mit liv for fx forkølelse eller influenza, siger Mogens Kold.

Hans læge har opfordret ham til at søge seniorpension, som man kan blive visiteret til, hvis man har været mange år på arbejdsmarkedet, men har nedsat arbejdsevne og højst kan arbejde 15 timer om ugen. Men Mogens har ikke lyst til at søge ordningen.

– Jeg bryder mig ikke om, at jeg skal have vurderet min arbejdsevne. Jeg vil ikke stå med hatten i hånden. Det er nok derfor, at jeg har forbehold omkring at søge seniorpensionen, siger han.

- Det kan være, at jeg godt kan arbejde

Selv om seniorpension kan give Mogens mulighed for at trække sig tilbage tidligere, har han valgt at søge tidlig pension.

– Tidlig pension er en rettighed. Det føles bedre. Nu vil jeg først se, hvad de kan gøre for min skulder. Det kan være, at jeg godt kan arbejde, når de har fået renset den.

– Jeg bryder mig ikke om, at jeg skal have vurderet min arbejdsevne. Jeg vil ikke stå med hatten i hånden.
- Mogens Kold, slagteriarbejder, Danish Crown Sdr. Felding.

Da han søgte om tidlig pension, fik han svar efter en uge, og han kan gå fra som 64-årig i 2024.

– Jeg håber, jeg kan fortsætte indtil da. Det vil jeg gerne. Alle mine andre prøver ved lægen ser fantastiske ud, for jeg har altid spist sundt og dyrket meget motion. Men der er lige det med min skulder, mine fingre der sover og mine håndled. Det er simpelthen nedslidning, siger han.

- Hvad sker der, hvis de fjerner den igen?

Mogens Kold mener, at tidlig pension for dem, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, er helt fair. Han mener, at ordningen er bydende nødvendig, og at den kan redde mange, så de får en ordentlig pensionstilværelse.

Jeg har tænkt på, hvad der sker, hvis politikerne ruller ret til tidlig pension tilbage igen. Det vil få slemme konsekvenser for mange
- Mogens Kold, slagteriarbejder, Danish Crown Sdr. Felding

– Det er hårdt at være slagteriarbejder. Der er mange, som ikke kan holde til de er 67 år. Jeg har tænkt på, hvad der sker, hvis politikerne ruller ret til tidlig pension tilbage igen. Det vil få slemme konsekvenser for mange, siger Mogens.

I stedet for at afskaffe ordningen mener Mogens i stedet, at politikerne bør udbygge den:

– Man bør låse alderen for tidlig pension fast, så den bliver ved med at være 64 år, også selv om pensionsalderen stiger. Det er kun rimeligt, siger han.

STYRK TIDLIG PENSION

Fødevareforbundet NNF peger på tre områder, hvor tidlig pension skal styrkes:

1. Alderen for tidlig pension skal fastlåses
Alderen for, hvornår man kan gå på tidlig pension, skal ikke stige, selv om folkepensionsalderen stiger. I dag kan lønmodtagere, der startede på arbejdsmarkedet som 17-årige, gå på tidlig pension, når de fylder 64 år. Men hvis ordningen ikke styrkes, vil den aldersgrænse stige i takt med, at alderen for folkepension stiger.

2. Grænsen for modregning i tidlig pension skal justeres
Grænsen for modregning skal justeres årligt, så den følger udviklingen i den gennemsnitlige pensionsformue hos en ufaglært lønmodtager. Det sikrer, at de lønmodtagere med de længste og hårdeste arbejdsliv ikke mister retten til tidlig pension på grund af deres arbejdsmarkedspension.

3. Indsatsen mod nedslidning skal styrkes
For at mindske risikoen for nedslidning skal der satses massivt på forebyggelse ved hjælp af sunde arbejdspladser. Samtidig skal det være nemmere og mere attraktivt for ufaglærte at tage en faglært uddannelse – også selvom det først sker midt i arbejdslivet.