Foto af Rune Evensen
Nyhed

Ina frygter, at hendes krop giver op, inden hun når pensionsalderen

32-årige Ina Olsens arbejde er fysisk hårdt, og hun er bange for, at hendes krop ikke kan holde til at arbejde 38 år mere. Men det skal den, hvis ikke alderen for tidlig pension fastlåses.

Siden Ina Olsen var 18 år, har hun arbejdet fuldtid som delikatesseassistent. Hun er glad for sit arbejde, men nu, hvor hun er 32 år, har de mange løft og skub allerede udfordret hendes fysik.

- Jeg har i noget tid haft smerter i armen, som viste sig at stamme fra skulderen. Jeg fik behandling, der hjalp, men det forsvandt først helt, da jeg gik hjemme på barsel. Nu er jeg tilbage på jobbet, og det er smerterne også, siger Ina Olesen.

Lige nu er det mere hverdagspraktik end pensionsalder, som optager Ina, men begge hendes forældre har fysisk hårde jobs, og hun kan se, hvordan det har slidt på dem. Tanken om, at hun selv først kan gå på pension, når hun er over 70 år, er håbløs, synes hun.

- Så langt når jeg slet ikke. Jeg siger til mine kolleger, at vi ender i en etværelses med låg, før vi når pensionsalderen, siger hun.

Tidlig pension ender med ikke at være tidlig nok

Som det ser ud i dag, er Inas folkepensionsalder 73. Selv om tidlig pension giver hende mulighed for at trække sig tilbage to år tidligere, skal hun arbejde i 53 år.

- Så længe kan jeg ikke holde til at skubbe rundt med tunge vogne og lave vrid i krop i kroppen, siger hun og fortsætter:

- Mit arbejde er ikke lige så hårdt som en slagteriarbejders, men jeg går ind og ud af rum med frosttemperaturer. Jeg står op hele dagen, og jeg arbejder i mærkværdige arbejdsstillinger. Det kan mærkes, siger hun.

Ina er ikke bleg for at skifte arbejde, men hun har svært ved at se, at hun kan finde et job, hvor hun ikke udsættes for nedslidning. 

- Jeg er ikke bogligt anlagt, og det var en kamp for mig at komme igennem teoritimerne i uddannelsen til delikatesseassistent, men derfor skal jeg alligevel have en god tid som pensionist, siger hun.

STYRK TIDLIG PENSION

Fødevareforbundet NNF peger på tre områder, hvor tidlig pension skal styrkes:

1. Alderen for tidlig pension skal fastlåses
Alderen for, hvornår man kan gå på tidlig pension, skal ikke stige, selv om folkepensionsalderen stiger. I dag kan lønmodtagere, der startede på arbejdsmarkedet som 17-årige, gå på tidlig pension, når de fylder 64 år. Men hvis ordningen ikke styrkes, vil den aldersgrænse stige i takt med, at alderen for folkepension stiger.

2. Grænsen for modregning i tidlig pension skal justeres
Grænsen for modregning skal justeres årligt, så den følger udviklingen i den gennemsnitlige pensionsformue hos en ufaglært lønmodtager. Det sikrer, at de lønmodtagere med de længste og hårdeste arbejdsliv ikke mister retten til tidlig pension på grund af deres arbejdsmarkedspension.

3. Indsatsen mod nedslidning skal styrkes
For at mindske risikoen for nedslidning skal der satses massivt på forebyggelse ved hjælp af sunde arbejdspladser. Samtidig skal det være nemmere og mere attraktivt for ufaglærte at tage en faglært uddannelse – også selvom det først sker midt i arbejdslivet.