Foto af Rune Evensen
Nyhed

Færre fyringer end frygtet på slagteriet i Ringsted

Kun en tredjedel af de 75 medarbejdere, som Danish Crown forventede at opsige i Ringsted, er blevet afskediget. Alle opsagte kollegaer vil blive tilbudt efteruddannelse eller et nyt job, og det glæder fællestillidsrepræsentanten.

24 kollegaer hos Danish Crown i Ringsted har i sidste uge fået besked om, at de er opsagt. Det er langt færre end de 75 medarbejdere, som Danish Crown forventede at skulle opsige på slagteriet på grund af det faldende antal slagtegrise.

Det blev gudskelov ikke så mange, som der var meldt ud i første omgang.
- Jan Bruno Christensen, fællestillidsrepræsentant

Det glæder fællestillidsrepræsentant Jan Bruno Christensen:

– Det blev gudskelov ikke så mange, som der var meldt ud i første omgang.  Det er altid kedeligt at skulle sige farvel til en kollega, men vi vidste godt, at når sommerferieperioden var overstået, ville der ske noget pga. manglende grise, fortæller Jan Bruno Christensen.

Oprindeligt havde Danish Crown meldt ud, at koncernen forventede at afskedige 275 medarbejdere i Sæby og 75 i Ringsted, men under de efterfølgende forhandlingsmøder i Ringsted lykkedes det at omplacere en del medarbejdere på slagteriet og reducere antallet af fyringer til 24.

– Omkring 30 kollegaer kunne omplaceres på slagteriet til en skærestue, fordi Danish Crown skal til at udbene nogle flere forender. Derudover kunne vi beskæftige 19 mand i nogle midlertidige job til efter jul, hvor der skal laves nogle julemørbrad til Tyskland. Og så er der en naturlig afgang også. Mange er stoppet bare i løbet af de seneste uger, forklarer Jan Bruno Christensen.

Tilbudt uddannelse eller nyt job

Efter nyheden om afskedigelserne hos Danish Crown, blev slagteriet i Ringsted kontaktet af flere andre virksomheder, som stod klar til at tilbyde de opsagte slagteriarbejdere nyt job.

– Der var rigeligt med nye jobtilbud, endda til flere end der bliver opsagt, så jeg er ikke så nervøs for, om de opsagte kollegaer kan finde et nyt job. Hvis de vil, kan de starte i et nyt job allerede, når de rejser herfra, fortæller Jan Bruno Christensen og fortsætter:

– Hvis nogle af kollegerne ønsker at tage en uddannelse og måske prøve noget helt andet, så er der også mulighed for det.

Frygtede aftenholdet skulle lukke igen

Det er kun to år siden, at Danish Crown ansatte 300 nye medarbejdere på slagteriet i Ringsted på grund af en større efterspørgsel fra Asien og flere grise til slagtning. Inden da havde slagteriet været igennem to fyringsrunder.

Min første tanke var: ”Nu lukker de aftenholdet en gang til”.
- Jan Bruno Christensen, fællestillidsrepræsentant

Den første i 2016, hvor aftenholdet blev lukket ned og den anden i 2018, hvor slagteriets nathold lukkede, og omkring 100 kollegaer mistede deres job.

Derfor gik Jan Bruno Christensens tanker med det samme til kollegaerne på aftenholdet, da han fik at vide, at Danish Crown forventede at opsige 75 medarbejdere på slagteriet i Ringsted.

– Min første tanke var: ”Nu lukker de aftenholdet en gang til”. Det har de så ikke gjort. Det er kollegaer på både dag- og aftenholdet, som er opsagt, siger han og fortsætter:

– Nu har vi kørt halvandet år med vores aftenhold, som startede op igen, efter det blev lukket ned. Dét at skulle lukke det hele ned, og så starte det op igen, det er hårdt. Det er selvfølgelig sjovere at ansætte kollegaer end at afskedige dem. Dét bliver aldrig en vane for mig.

Hvad fremtiden byder på for slagteriet, ved Jan Bruno Christensen ikke, men han håber, at der nu falder ro på:  

– Jeg håber, at det stopper her. Ringsted er altid blandt dem, som skal afskedige, men vi håber, at vi ikke skal sige farvel til flere kollegaer det næste meget lange stykke tid.