Foto af Rune Evensen
Nyhed

’Kokken’ ser tilbage på 40 år som slagteriarbejder

Gennem sine 40 år på slagteriet i Herning har Henning ’Kokken’ Sørensen oplevet, hvordan tempoet er skruet i vejret og sprog fra alle verdenshjørner er blevet normalen blandt kollegerne.

Han er kendt som ’Kokken’ takket være nogle år som skibskok i starten af arbejdslivet, men i størstedelen af Henning Sørensens liv har han været slagteriarbejder. Han trådte første gang ind på slagteriet i Herning i 1982, og selvom arbejdspladsen i dag er den samme, er meget anderledes her 40 år efter debuten som slagteriarbejder.

- Tempoet er steget. Det går noget hurtigere i dag, end det gjorde den gang, vi startede, siger Kokken.

En af årsagerne til det højere tempo skal findes i, at slagteriarbejderne i dag står skulder ved skulder ved et bånd. Det gjorde man ikke, da Kokken begyndte i branchen.

- Vi udbenede kødet ved enkeltmandsborde dengang, men senere fik vi indført linjeakkorder, så alle vores kamme, bove samt nogle bryster og skinker i dag skæres på bånd, siger han og fortsætter:

- Så den frihed man havde som skæresvend ved at stå ved sit eget bord og bestemme sig eget tempo, er væk.

En anden stor forskel er de mange sprog, der tales ved båndene og på resten af slagteriet i dag. I 80’erne var der stort set kun danskere og så nogle få tyrkere, der var kommet til Danmark i midten og slutningen af 60’erne, fortæller Kokken.

- I dag er der jo nærmest ikke en nationalitet vi ikke har, men der er en virkelig god harmoni mellem de forskellige folk. Der kan selvfølgelig være nogle sprogvanskeligheder, men det klarer vi også, siger han.

Tager ansvar og hjælper kollegerne

At det er blevet til foreløbig 40 år på slagteriet, skyldes ikke mindst, at Kokken er en af de mennesker, der tager ansvar for folk omkring sig – og nyder det. Han startede som talsmand, da han ville have indflydelse på tingene i afdelingen, og senere blev han afløser for tillidsrepræsentanten. Han har nu været tillidsvalgt i 16 år og sidder også i bestyrelsen i Fødevareforbundet NNF Midt-Vest.

- Jeg har en glæde ved at gå på arbejde hver dag, fordi det jeg gør, det glæder kollegerne. Når de kommer ind med problemer med lønsedlen, noget fra kommunen, skat eller andet, så løser vi det. Jeg er utrolig glad for at have sådan et arbejde, siger han.

Jeg har en glæde ved at gå på arbejde hver dag, fordi det jeg gør, det glæder kollegerne.
- Henning 'Kokken' Sørensen

Kokken er også uddannelsesambassadør for Fødevareforbundet NNF og Danish Crown. Det betyder, at han inspirerer kollegerne og hjælper dem med at komme i gang med efter- og videreuddannelse.

- Det er spændende f.eks. at hjælpe en kollega videre i livet, der er slidt ned og ikke kan holde til at være i virksomheden. Det bruger jeg meget tid på, siger Kokken.

Da han tirsdag den 22. februar hold 40-års jubilæumsreception for 650 kolleger, spurgte flere ham, om han så nu skal tage 40 år mere på slagteriet.

Der svarede jeg: ’Jeg starter på de næste 40 år i morgen tidlig’. Jeg har ingen tanker om at gå på pension. Så længe jeg har det arbejde er jeg vældig tilfreds. Jeg har det som en fisk i vandet, siger Kokken.

Ved Fødevareforbundet NNF’s kongres i september 2021 var Henning ’Kokken’ Sørensen en af modtagerne af TR-prisen. Læs begrundelsen i artiklen om prisen her.