Foto af Claus Petersen
Nyhed

Efter pladekontrakt, stofmisbrug og hjemløshed fandt Emil sin plads som tarmrenser

25-årige Emil Christian Holm er kun et år fra at kunne kalde sig færdiguddannet tarmrenser med job på Danish Crowns slagteri i Horsens. Vejen herhen har ikke været ligetil, og selvom han ikke kendte til faget for bare to år siden, så kan han i dag ikke forestille sig at lave andet.

Det startede lige så stille, da tiden som folkeskoleelev var ved at være ovre. Stofmisbruget. Det forhindrede dog ikke Emil Christian Holm at tage det, som han kalder ”det naturlige valg”, nemlig at starte på gymnasiet. Det skriver Danish Crown.

På dette tidspunkt havde jeg været påvirket af stoffer hver eneste dag i syv år, og jeg vidste stadig ikke, hvad mit liv for alvor skulle indeholde.
- Emil Christian Holm, tarmrenser

Halvvejs i 2.g fik han dog nok. Gymnasielivet var ikke ham, og de næste par år brugte han på at prøve forskellige ting – alt fra HF, sprogskole, musikhøjskole og to år i Norge med et arbejde på et hotel. Efter årene i Norge begav Emil Christian Holm sig ud i et iværksættereventyr sammen med et par venner. Eventyret endte dog med, at Emil blev både arbejds- og hjemløs.

- De seks måneders hjemløshed var et wake-up-call for mig. På dette tidspunkt havde jeg været påvirket af stoffer hver eneste dag i syv år, og jeg vidste stadig ikke, hvad mit liv for alvor skulle indeholde. Men jeg vidste, det ikke skulle være stoffer og hjemløshed, fortæller 25-årige Emil Christian Holm til Danish Crown.

Tarmrenser ved en tilfældighed

Emil Christian Holm tog en kold tyrker fra misbruget, arbejdede sig frem til en lejlighed i Aarhus og startede på TAMU, der hjælper unge med at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det kastede et par jobs af sig i rengøringsbranchen, indtil han ved en tilfældighed faldt over tarmrenseruddannelsen og virksomheden DAT-Schaub, der står for tarm-delen på Danish Crowns griseslagterier.

- Via TAMU fik jeg en samtale på Danish Crown-slagteriet i Horsens for at tale om mulighederne som slagterelev. Da jeg var dernede dengang var der dog kun plads til tarmrenser-elever, men efter en samtale med tarmmesteren, besluttede jeg mig heldigvis for at give det en chance, siger Emil Christian Holm, som i dag kun mangler et år af den 3-årige uddannelse.  

Det er jo de klassiske fordomme som, at jeg har lort i hænderne fra morgen til aften, og om jeg nu stadig lugter efter fyraften.
- Emil Cristian Holm, tarmrenser

Den dag i dag kan familie, venner og fremmede dog stadig godt finde på at joke med hans arbejde.

- Det er jo de klassiske fordomme som, at jeg har lort i hænderne fra morgen til aften, og om jeg nu stadig lugter efter fyraften. Min mor griner stadig lidt, når jeg taler om vores forarbejdning af fedtenderne, som er fagsprog for endetarmen på en gris. Jeg tager det hele med et smil og fortæller gerne om mit fag, fordi jeg er stolt af det, siger Emil Christian Holm til Danish Crown.

Et anonymt fag

Emil Christian Holm er den første til at sige, at han aldrig har drømt om at blive tarmrenser, for han anede ikke, det eksisterede for bare to år siden. Han drømte om at leve af musik, og han fik da også tilbudt en pladekontrakt som 17-årig, som han endte med at takke nej til af flere årsager.

Selvom han udnytter det til sin fordel som en god ice-breaker, at næsten ingen kender til DAT-Schaub eller tarmrenser-faget, så synes han, det er en skam, at faget lever en anonym tilværelse.

- Det er jo en branche i vækst med gode jobmuligheder og fine lønninger. Jeg tror, at hvis unge var lige så opdateret på uddannelsen, som de er på eksempelvis tømrer- eller elektrikeruddannelsen, så var der flere, som ville give faget en chance, siger Emil Christian Holm til Danish Crown.

Selv prøver han at udbrede kendskabet ved at holde oplæg om uddannelsen på TAMU-skolen i Aarhus, hvor han selv gik, ligesom han bruger enhver lejlighed til at fortælle om faget og dets muligheder.

Jeg elsker, at jeg sjældent laver det samme hver eneste uge, specielt når man er elev. Vi lærer også rigtig meget om bæredygtighed, biologi og lignende, som du kan bruge i fremtiden.
- Emil Christian Holm, tarmrenser

En af mulighederne, han selv overvejer, er at bruge sine færdigheder i udlandet, hvor man kan bruge uddannelsen til flere forskellige typer stillinger. Lige nu er fokus dog på arbejdet på slagteriet i Horsens.

- Jeg elsker, at jeg sjældent laver det samme hver eneste uge, specielt når man er elev. Og så er det et arbejde, der kræver stor præcision i et højt tempo. Vi lærer også rigtig meget om bæredygtighed, biologi og lignende, som du kan bruge i fremtiden. Så selvom jeg stadig laver musik i min fritid, så har jeg fundet min plads her i tilværelsen, og det er som tarmrenser, siger Emil Christian Holm til Danish Crown.