1. Bed om hjælp
Det er godt, hvis du er god til at spørge andre, om de har brug for hjælp. Men det er lige så vigtigt, at du selv beder om hjælp. Studier viser, at vi bedst kan lide de mennesker, vi hjælper. Det er altid positivt at være venlig ved andre mennesker, men rækker man selv ud og beder om hjælp, skaber det en stærk samhørighed.
2. Ros din kollega
Vi har en tendens til at tro, at andre mennesker ved, hvad vi tænker om dem. Men prøv at være opmærksom på, at du får sagt det højt, når din kollega gør et godt stykke arbejde eller hjælper dig. Ros din kollega og være konkret, når du gør det. Alle har brug for at blive set og føle sig værdifulde.
3. Lav noget socialt sammen
Det er en god idé at ses til noget socialt - også oftere end én gang om året til julefrokost. Når vi mødes i andre sammenhænge end arbejde, kommer vi i tanke om, at vores kolleger også har et liv uden for arbejdspladsen og ikke er defineret af den. Det bringer os tættere sammen, og alle kan tage initiativ til en fredagsbar, en middag eller en bowlingtur.
4. Husk at fejre succeserne
En highfive, et klap på skulderen eller en fejringsøl efter fyraften. Det er ikke afgørende, hvilket ritual I bruger, men det er vigtigt at fejre, når det går godt. Det bringer dig tættere sammen med dine kolleger, og I understreger over for hinanden, at det I laver, er indsatsen værd.
5. Fortæl, når du har begået fejl
Det er vigtigt at fejre, men det er lige så vigtigt, at man som kollegaer kan tale om de fejl, der begås. Vi begår allesammen fejl ind imellem. Hvis man kan sige, når man har jokket i spinaten, åbner man for, at kollegerne også kan fortælle om deres fejl. Det giver samtidig mulighed for at få talt episoden igennem og få hjælp og støtte af kollegerne.
6. Tænk over, hvordan dit humør påvirker andre
Alle kan have en dårlig dag eller en svær periode. Det hører med til et godt arbejdsmiljø, at man kan rumme det, hvis man ved, at ens kollega kæmper med nogle udfordringer.
Det er dog vigtigt, at du indimellem tænker over, hvordan dit humør påvirker kollegerne. Er du med til at holde moralen oppe og sprede god stemning, eller er du tit irritabel og brokker dig? Nogle gange kan man komme ind i en dårlig vane, og så er det vigtigt, at man forsøger at komme ud af det igen.