Foto af Rune Evensen
Nyhed

Indsats for bedre arbejdsmiljø har givet resultater på Slagelse Mejeri

Færre ulykker, motiverede medarbejdere og nominering til en arbejdsmiljøpris. På Slagelse Mejeri har de sat fokus på arbejdsmiljøet.
Få artiklen læst op
0:00

I et helt år har produktionen på Slagelse Mejeri undgået ulykker, der krævede, at medarbejdere efterfølgende blev sendt hjem. Det er en milepæl, som blandt andet kommer af en ændret adfærd hos kollegerne efter et kursusforløb i sikkerhed.

- Jeg ser helt klart ændringer hos mine kolleger. Engang blev det påtalt, at vi skulle bruge hårnet. Nu er det helt naturligt. Der er fortsat nogen, der glemmer at bruge sikkerhedsbriller, eller lige tager dem af, fordi de dugger. Og det er fristende, men der er en risiko for at få stænk af 80 grader varmt rengøringsvæske i øjnene, så jeg bliver ved at minde kollegerne om det, siger tillidsrepræsentant Nicolai Svarre.

Det kursusforløb, som kollegerne og ledelsen sammen var på, ligger tre år tilbage i tiden. Siden har det været en løbende proces at få forandringerne til at ske i den travle hverdag i produktionen.

- Når man arbejder på et mejeri, så er det vigtigt at bruge gelænderet, når man går op ad en våd trappe. At stoppe op, når telefonen ringer, og kigge i den retning man bevæger sig. Det kan virke som småtterier, og derfor er det let at glemme, men det kan have afgørende betydning, siger Nicolai og understreger, at kollegerne er rigtig gode til at bakke op.

Det er produktionschef Thomas Kaiser enig i. Han fokuserer på at fremhæve vigtigheden ved arbejdsmiljøet på tavlemøder, så alle husker hinanden på, hvor tit tingene lykkes.

- Når man laver en kulturændring, så vil der være lidt modstand, men det overlever vi. Det vigtigste er at motivere uden at løfte pegefingre. Det kommer der ikke noget godt ud af, siger han.

Fjern risikoen for brandsår af kogende risengrød 

Nicolai Svarre ser det som sit ansvar at indberette hver gang, han ser noget, som kan være et tilløb til en ulykke. Så tager han og ledelsen situationerne op for at finde ud af, hvad der skal ske.

Der er ingen tvivl om, at det allervigtigste er, at vi nu har sikret vores kollegaer imod en potentielt farlig situation.
- Thomas Kaiser, produktionschef hos Arla i Slagelse

Det gælder naturligvis også ved ulykker, som allerede er sket, og som virksomheden vil sikre ikke kan ske igen.

- Engang var der en medarbejder, som fik varm risengrød ud over sig, fordi strømmen var gået og anlægget skulle tømmes. Nu har vi fået lavet et system, så man kan tømme anlægget for risengrød uden at komme tæt på det, siger Nicolai Svarre.

Nomineret til arbejdsmiljøpris for nyt koncept

I december 2021 var virksomheden nomineret til mejeriindustriens arbejdsmiljøpris, hvor den nåede til finalen.

Historisk i Arla har der været adskillige ulykker, hvor lastbiltrailere er trukket væk fra lagerets rampe, mens en medarbejder var i gang med af-eller pålæsning, fordi medarbejderen ikke kunne ses.

Slagelse Mejeri ville forhindre de situationer, og ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanterne fik sammen udviklet et koncept, der sørger for koordinering mellem chauffør og terminalarbejder. Det sker med sikkerhedsvogne og signallys, som sikrer, at lastbilen ikke kører fra rampen, før bilen er klarmeldt af den kollega, som har læsset den.

Der har ikke været arbejdsulykker i forbindelse med frakørsel af trailere på Slagelse Mejericenter, siden tiltaget blev indført.

- Vi er selvfølgelig glade for nomineringen, men der er ingen tvivl om, at det allervigtigste er, at vi nu har sikret vores kollegaer imod en potentielt farlig situation. Sikkerhed er vores første prioritet, siger Thomas Kaiser.