Foto af Rune Evensen
Nyhed

Danmarks første gourmetslagter med speciale i delikatesse, butik og pølsemageri

Som den første i Danmark har Malene Lindgaard Skov Sørensen færdiggjort slagteruddannelsen med tre svendeprøver i forskellige specialer. Hun opfordrer andre unge til at finde en uddannelse, som de vil elske at stå op til om morgenen.
Få artiklen læst op
0:00

Malene Lindgaard Skov Sørensen kan som den første i Danmark kalde sig gourmetslagter med speciale i både delikatesse, butik og pølsemageri.

Det har taget hende fem og et halvt år at blive færdig som gourmetslagter, hvilket er to år mere end den almindelige tid, men 23-årige Malene kunne ikke få nok af at dygtiggøre sig. Nu har hun bestået svendeprøverne for både delikatesse, butik og pølsemageri. Ved sidstnævnte fik hun en sølvmedalje, de to andre bestod hun med ros.

– Jeg elsker mit fag, og jeg er stolt af mig selv. Både min familie, jeg selv og mester fældede en tåre ved min sidste svendeprøve, siger Malene.

Artiklen fortsætter under billedet.

Imellem alle eksamenerne fik Malene også en bronzemedalje til DM i Skills for gourmetslagterlærlinge.

"Dét, jeg har i hovedet, kommer ud gennem hænderne"

Men selvom Malene ikke har kunne holde sig fra skolebænken, siden hun startede på sin erhvervsuddannelse, har det ikke altid været sådan.

Nu hvor jeg har fundet mit fag, kan jeg slet ikke kan få nok.
- Malene Lindgaard Skov Sørensen, gourmetslagter med speciale i delikatesse, butik og pølsemageri

For det var ikke lige så sjovt for hende at gå i folkeskole.

- Der kæmpede jeg indimellem for bare at bestå, så det er en kæmpe sejr, at jeg har fundet noget, jeg er mega god til. Det, jeg har i hovedet, kommer ud gennem mine hænder. Nu hvor jeg har fundet mit fag, kan jeg slet ikke kan få nok, siger hun.

I folkeskolen kunne Malene ind imellem mærke, at lærerne talte gymnasiet op, men det påvirkede hende ikke det store. Hun vidste, at den vej skulle hun ikke.

Der skete noget med mig, da jeg kom ind i skærelokalet. Jeg følte mig hjemme.
- Malene Lindgaard Skov Sørensen, gourmetslagter med speciale i delikatesse, butik og pølsemageri

I stedet troede hun, at hun skulle være ernæringsassistent. Lige indtil hun startede på grundforløbet "Fra jord til bord" på teknisk skole.

- Der skete noget med mig, da jeg kom ind i skærelokalet. Jeg følte mig hjemme. Derfor ombestemte jeg mig, og det er jeg glad for i dag. Jeg elsker kundekontakt, og det er der meget af i mit fag, siger hun.

Fra lærling til slagtermester

Og selvom Malene næsten ikke har nået at trække vejret siden hendes afsluttende svendeprøve, er hun nu klar på næste store udfordring.

Hendes plan var egentlig, at hun efter sin elevtid skulle fortsætte hos Superbrugsen i Søndersø på Fyn. Men så fik hun et tilbud, hun ikke kunne sige nej til, da de ringede fra Meny i Sdr.Omme.

- Jeg sagde først nej, da de ringede og ville have mig til en samtale, men jeg lod mig overtale, fordi de sagde, de manglede en delikatesseleder, siger hun og fortsætter:

- Da jeg så sad til samtalen, sagde de, at de i virkeligheden gerne ville have mig som slagtermester. Den mulighed var vild, og jeg kunne ikke sige nej. Så nu flytter jeg til Herning og starter et nyt liv, siger Malene, der oprindeligt er fra Jylland, men som 17-årig flyttede til Fyn for at starte på gourmetslagter-uddannelsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

"Stå op til noget, der gør jer glade"

Malenes mor arbejder på en efterskole, og indimellem er Malene med på skolen for at vise de unge, hvordan hun skærer kød og for at tale med dem om uddannelsesvalg.

De skal finde noget, som de vil elske at stå op til om morgenen. Det skal være sjovt. Alle fag har fordele og ulemper.
- Malene Lindgaard Skov Sørensen, gourmetslagter med speciale i delikatesse, butik og pølsemageri

Selvom Malene har hele tre svendeprøver, medaljer og nu en høj stilling bag sig, så har hun ét meget simpelt råd, som hun giver de unge, der snart skal videre i uddannelsessystemet:

- Jeg siger til dem, at de skal finde noget, som de vil elske at stå op til om morgenen. Det skal være sjovt. Alle fag har fordele og ulemper, siger hun og fortsætter:

- Jeg tror for eksempel, nogle ville være træt af de weekendvagter, der er i mit fag, mens jeg omvendt nyder, at jeg har en fridag om ugen, hvor andre er på arbejde. Det er, fordi det er let at se det positive, når man synes, jobbet er sjovt.