Foto af Rune Evensen
Nyhed

Fire ildsjæle modtager TR-prisen

Tillidsrepræsentanterne er hverdagens helte, som står klar til at hjælpe kollegaerne med små og store udfordringer. På Fødevareforbundet NNF’s 11. ordinære kongres modtog fire af dem TR-prisen for deres ekstraordinære indsats.
Få artiklen læst op
0:00

Hver dag er omkring 200 tillidsrepræsentanter klar til at gøre en ekstra indsats for kollegaerne. Samtidig er tillidsrepræsentanterne et vigtigt bindeled mellem Fødevareforbundet NNF og medlemmerne, og derfor blev alle tillidsrepræsentanterne fejret på Fødevareforbundet NNF’s kongres i Aalborg Kongrescenter den 23.-26. september.

– Noget af det vigtigste for os i Fødevareforbundet NNF er, at vi har en stor skare aktive tillidsrepræsentanter, der varetager vores medlemmers interesser over for arbejdsgiverne i dagligdagen. Tillidsrepræsentanterne er kronjuvelen i vores organisation, sagde Ole Wehlast på Fødevareforbundet NNF’s kongres torsdag den 23. september.

Fire tillidsrepræsentanter var inden kongressen blevet indstillet til TR-prisen af den lokale afdelings bestyrelse. Prisen gives til tillidsrepræsentanter, som gør en ekstra indsats – enten over for den enkelte kollega, over for fællesskabet, eller som repræsentant for den organiserende fagforening.

De fire modtagere af prisen var:

Tina Brunsgaard, DC Foods i Svenstrup
Henning Broen Sørensen, Danish Crown i Herning
Thomas Birkenfeldt Hansen, Atria ved Horsens
Bjarne Pedersen, Bisca i Stege

Tina Brunsgaard, tillidsrepræsentant på DC Foods Svenstrup

Tina Brunsgaard har været tillidsrepræsentant for over 200 kollegaer hos DC Food i Svenstrup siden 2012.

– Du går langt for dine kollegaer, og du går også langt for Fødevareforbundet NNF. Hos dig er det naturligt at man er medlem af Fødevareforbundet NNF, og det er ikke kommet af sig selv, sagde Ole Wehlast til Tina Brunsgaard og fortsatte:

– Du er vedholdende og tager ikke et nej for et nej. Og hvis du mener, at en kollega er blevet uretfærdigt behandlet, så forfølger du sagen til vejs ende. Du har styr på dine sager, kender din overenskomst og er dybt seriøs i forhold til din rolle som tillidsrepræsentant. Derfor modtager du TR-prisen.

Henning Sørensen, tillidsrepræsentant på Danish Crown Herning

Henning Sørensen – også kendt som Kokken – er afløser for tillidsrepræsentanten hos Danish Crown i Herning og uddannelsesambassadør.

– Du skubber til kollegerne for at få dem til at uddanne sig – selv om det måske ikke lige er det, de har allermest lyst til. Du har øje for, om dine kolleger har udfordringer med fx nedslidning, hvor et videregående uddannelsesforløb eller omskoling kan bringe kollegaen videre til et mindre krævende job eller videre til en helt anden branche end slagteriet, sagde Ole Wehlast til Henning Sørensen og fortsatte:

– Du nyder stor tillid og giver aldrig op uden kamp, men du gør det altid på en måde, så du ikke træder nogen over tæerne – hverken arbejdsgiver eller kolleger. Derfor modtager du TR-prisen.

Thomas Birkenfeldt Hansen, tillidsrepræsentant hos Atria

Thomas har været tillidsrepræsentant hos Atria siden 2017, og på de fire år har han været med til at skabe store forandringer på arbejdspladsen.

– Du har i samarbejde med ledelsen fået sat uddannelse af kollegaer i system, så der er mål for indsatsen, og det, der er aftalt, bliver gennemført, sagde Ole Wehlast blandt andet til Thomas Birkenfeldt Hansen og fortsatte:

– Du arbejder målrettet med at udvikle fællesskabet og skabe trivsel blandt kollegerne. Du lytter og er god til at komme med konstruktive løsninger på udfordringer og til at finde på nye tiltag. Og så har du fokus på at sikre, at Atria er en arbejdsplads der lever op til fremtidens forventninger. Derfor modtager du TR-prisen.

Bjarne Pedersen, tillidsrepræsentant på Bisca i Stege

Bjarne Pedersen har været tillidsrepræsentant hos Bisca i Stege i over 10 år.

– Du skaber en god og konstruktiv dialog, så de store konflikter undgås. Og når jeres arbejdsplads får tilført nye maskiner og nye produktionsmetoder, går du forrest i dialogen for en god og smidig opstart, sagde Ole Wehlast blandt andet til Bjarne Pedersen og fortsatte:

– Og når flere bagelinjer på fabrikken lukker ned på grund af sæsonudsving, så går du i gang med at organisere efteruddannelse for kollegerne. Du har også samarbejdet med Jobcenteret i Vordingborg om at få borgere i jobtræning – tilbage på arbejdsmarkedet, og videre i livet. Derfor modtager du TR-prisen.

De fire tillidsrepræsentanter modtog alle et diplom og en gave for deres indsats, og i løbet af den næste kongresperiode skal de på en rejse og møde nogle af Fødevareforbundet NNF’s internationale samarbejdspartnere.