I sommer blev 165 slagteriarbejdere smittet med COVID-19 under udbruddet på Danish Crowns slagteri i Ringsted. En af dem var Peter Wagner, og nu har han og 26 kollegaer fra slagteriet fået anerkendt sygdommen som en arbejdsskade af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
– Jeg er lettet og glad for, at det er anerkendt som en arbejdsskade. Det er en lille sejr i den her kedelige tid, siger Peter Wagner og fortsætter:
– Men jeg var næsten sikker på, at den ville gå igennem, fordi jeg var tillidsrepræsentant i den uge, hvor smittetallet steg og steg, og jeg havde så tæt kontakt til mine kollegaer. Så hvis ikke min sag ville blive anerkendt, ville der være noget galt.
Selv om Peter vendte tilbage til sit arbejde på fuld tid i september, døjer han stadig med senfølger som hovedpine, koncentrationsbesvær, vejrtrækningsproblemer og træthed. I december faldt han pludselig om, men selv om han har været gennem flere undersøgelser og både er blevet CT- og MR-skannet, kan lægerne ikke sige, hvorfor det skete, eller om det har nogen forbindelse til Covid-19.
– Lige efter var jeg lidt bekymret, fordi jeg arbejder alene på første sal på slagteriet, hvor ingen kan se mig, hvis jeg faldt om igen. Men det er ikke sket siden, så jeg tænker ikke så meget over det nu, siger Peter.
Vurdering af varige mén
I løbet af efteråret 2020 fik Peter Wagner og 102 kollegaer på slagteriet i Ringsted anmeldt Covid-19 som en arbejdsskade med hjælp fra Fødevareforbundet NNF.
27 af dem har indtil videre fået anerkendt deres sager af AES, som nu skal til at undersøge, om slagteriarbejderne har erhvervsevnetab eller varige mén.
– AES vil kontakte mig sidst i maj, når de har haft nogle flere læger ind over min sag. Men hvordan de kan vurdere, hvad min méngrad er, når jeg får ondt i hovedet eller bliver træt og øm i min krop, det forstår jeg ikke. Det må være vanvittig svært, siger Peter Wagner.
Jeg håber virkelig, at mine kollegaer, som har været rigtig hårdt ramt, får ret til erstatning.
Selv om han stadig døjer med senfølger efter sygdommen, ved han ikke, om det er nok til, at han får ret til erstatning for erhvervsevnetab eller varige mén.
– Jeg er i tvivl, om jeg får erstatning, men man ved jo ikke, hvordan det her arter sig om et halvt år. Det kan være min hovedpine bliver så slem, at jeg har hovedpine 4-5 timer om dagen, og hvad så? siger Peter Wagner og tilføjer:
– Men jeg håber virkelig, at mine kollegaer, som har været rigtig hårdt ramt, får ret til erstatning.
Bekymret for kollegaerne
Indtil videre har 27 slagteriarbejdere hos Danish Crown i Ringsted fået anerkendt Covid-19 som en arbejdsskade.
– Jeg har talt med 10-15 stykker, og de er meget tilfredse med, at sygdommen er anerkendt. De sætter også stor pris på det, fagforeningen har gjort. Der er mange, som ikke havde haft overskud til at udfylde papirerne rigtigt og sende dem ind. Og dem som virkelig er hårdt ramt, ville aldrig nogensinde have fået udfyldt det, siger Peter Wagner.
Jeg ved ikke, hvad der sker med de kollegaer, som bliver testet positiv nu.
Selv om han er glad for, at de er så mange kollegaer, der har fået anerkendt Covid-19 som en arbejdsskade, er han bekymret for de kollegaer, som bliver smittet med sygdommen nu.
– Jeg ved ikke, hvad der sker med de kollegaer, som bliver testet positiv nu. Om de også får det anmeldt og anerkendt som en arbejdsskade, eller om AES siger, at de må være blevet smittet ude i samfundet. Det er lidt sværere at bevise, at det netop er på DC i Ringsted, de har fået det, Det er jeg lidt spændt på at se, siger Peter Wagner.
Er du blevet smittet med COVID-19 på din arbejdsplads?
Så kontakt Fødevareforbundet NNF på tlf.: 38 18 72 72 og bed om at blive stillet om til a-skade-konsulenten fra din afdeling.
Faktaboks
For at være berettiget til erstatning for erhvervsevnetab, skal ens tab være på mindst 15%. Skal man have ret til erstatning for varigt mén skal det være på mindst 5 %.