Da Fødevareforbundet NNF sidste år sad over for arbejdsgiverne for at blive enige om en ny overenskomst, blev et af elementerne en stigning på fritvalgsordningen på 3% fordelt over tre år.
Derfor er fritvalgskontoen hos rigtig mange medlemmer af Fødevareforbundet NNF steget med 1% den 1. marts. Den næste stigning kommer 1. marts 2022 og den tredje procent kommer på fra den 1. marts 2023.
Arbejdsgiverne betaler hver måned en bestemt procentsats ind på medarbejdernes fritvalgskonto, og medarbejderne kan så selv bestemme, hvordan de vil bruge kontoen.
Så meget optjener du på din fritvalgskonto
Fritvalgsordningen er en del af overenskomsten for de fleste medlemmer af Fødevareforbundet NNF. Det er den enkelte overenskomst, der fastlægger, hvor stor en procentdel af lønnen arbejdsgiveren skal indbetale til fritvalgskontoen.
Slagterindustri
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder under slagterioverenskomsten, optjener pr. 1. marts 2021 8,20% af deres løn på fritvalgskontoen. I 2022 stiger opsparingen til 9,2%
Fødevareindustri
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der arbejder under den fødevareindustrielle overenskomst, optjener pr. 1 marts 2021 8,25% af deres løn på fritvalgskontoen. I 2022 stiger opsparingen til 9,25%.
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der arbejder under den fødevareindustrielle overenskomst – forædling, optjener pr. 1 marts 2021 8,20% af deres løn på fritvalgskontoen. I 2022 stiger opsparingen til 9,20%.
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der arbejder på industrioverenskomsten med Danske Slagtermestre (DSM), optjener pr. 1. april 2021 8,90% af deres løn på fritvalgskontoen. I 2022 stiger opsparingen til 9,90%.
Mejeri
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder på mejeriernes fællesoverenskomst, har en individuel fritvalgskonto, og derfor er det den særlige opsparing, som stiger med 1% den 1. marts 2021 til i alt 4,88%
Butik
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder som bagere under overenskomsten med Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA) optjener pr. 1. marts 2021 8,75% af deres løn på fritvalgskontoen. I 2022 er det 10,05%.
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder som slagtere under overenskomsten med Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA) optjener pr. 1. marts 2021 9,25% af deres løn på fritvalgskontoen. I 2022 er det 10,55%.
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder under overenskomsten med Coop optjener pr. 1. marts 2021 8,75% af deres løn på fritvalgskontoen. I 2022 er det 10,05%.
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder under produktionsoverenskomsten, får den 1. marts 2021 1% mere indbetalt på deres fritvalgskonto, så den i alt er på 6%.
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder under håndværkbageroverenskomsten, får den 1. marts 2021 indbetalt 1% mere på deres særlige opsparing, så den i alt er på 7,5%.
Medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder under butiksoverenskomsten med Danske Slagtermestre (DSM) får den 1. marts 2021 indbetalt 1% mere på deres fritvalgskonto, så den i alt er på 7,7%.
Kontakt din tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF
Er du i tvivl om, hvilken overenskomst du arbejder under, så kontakt din tillidsrepræsentant. Er der ikke en tillidsrepræsentant på din arbejdsplads, så kontakt Fødevareforbundet NNF på tlf.: 38 18 72 72.
Vælg selv, hvordan de ekstra penge skal bruges
Som medarbejder bestemmer du selv, om du vil bruge din fritvalgskonto til at få udbetalt mere løn, om du vil indbetale dem som et ekstra tilskud til din pension, eller om du vil bruge dem på feriefridage, seniorfridage eller børneomsorgsdage.
Hvis du har brug for pengene her og nu, kan du vælge at få dem udbetalt – hvis du fx skal spare op til en bolig eller en bil. Savner du mere fritid, kan du også vælge at bruge pengene på at holde fri.
På den lange bane kan det være fornuftigt at bruge pengene på at styrke din pensionsopsparing. Har du din pensionsopsparing hos Industriens Pension, kan du bruge pensionsberegneren i selskabets app til at se, hvad det vil betyde for din pension, hvis du bruger noget af fritvalgskontoen til ekstra pension. Søg efter Industriens Pension i App Store eller Google Play.
Du skal give din arbejdsgiver besked om, hvordan du vil bruge pengene på din fritvalgskonto i 2022 i december 2021.