
Fra få ordrer til travlt hos Bæchs: Vi forstår ikke, hvad der skete
De ansatte i produktionen og i pakkeriet på kagefabrikken Bæchs i Hobro smiler og har tid til at fortælle om kagerne, de producerer. Men de nævner også alle sammen, at de i den grad kan mærke, at der er travlt.
- Jeg har været her i tre måneder. Og der har været travlt hele tiden. Jul og nytår skruer det et nyk op, men det er vist ikke afgørende, fortæller bager Louise Nielsen, imens hænderne i en rasende fart dekorerer og samler snorlige kransekager.
Og Louise Nielsen har ret, medgiver fabrikschef Johnny Engberg.
- Vi har rigtig travlt siden marts. Her satte vi vores ekstra assistance ind, som vi normalt først benytter os af op til jul, siger han.
Pludselig travlhed
Året startede ellers i den helt anden grøft. Det gik nemlig trægt i de første måneder af 2021. Coronaens tag i landet kunne mærkes på afsætningen. Medarbejderne var kun i gang tre gange om ugen, og ledelsen kløede sig selv i håret.
- Helt ærligt, jeg har været med til meget i mit liv, men der her var virkelig specielt. Vi forstod ikke, hvorfor omsætningen faldt så drastisk, og vi forstod nærmest endnu mindre, da den pludselig steg helt vildt i marts og siden har holdt niveauet, siger Johnny Engberg.
En del af forklaringen kender han dog godt. I marts 2021 begyndte flere at holde konferencer igen, og kantiner landet over åbnede, da Corona var på tilbagetog. Og så har en særlig kage, der produceres til convenience-sektoren, opnået stor popularitet. Den holder mange ansatte beskæftiget hver dag.
- Vi producerer kanelsnurrer til tankstationerne hver eneste dag. Det er ikke et wienerbrød, men en kage som kan spises hele dagen. Og ligesom donuts pludselig blev meget populære, er kanelsnurrer det nu.
Se den poulære kanelsnurres vej fra dej til færdig kage i galleriet nedenunder.