2021 har været et begivenhedsrigt år for Fødevareforbundet NNF og forbundets medlemmer. Corona-pandemien har fortsat fyldt meget, og mange medlemmer har løbet ekstra stærkt, mens andre har været på arbejdsfordeling.
Flere slagteriarbejdere, som blev smittet med Corona under udbruddet på Danish Crown i Ringsted i sommeren 2020, fik anerkendt Corona som en arbejdsskade, og over 100 medlemmer på slagteriet i Herning fik med hjælp fra Fødevareforbundet NNF anmeldt Corona som en arbejdsskade.
Medlemmerne søgte om tidlig pension
Den 1. august blev det muligt at søge om ret til tidlig pension, og i september havde hvert tiende medlem af Fødevareforbundet NNF, som var i den søgeberettigede alder, valgt at indsende en ansøgning om ret til tidlig pension.
En af dem, som søgte og blev godkendt, var 63-årige Andreas Reiss, som har arbejdet på slagteri i 41 år. Han kan søge om tidlig pension tre måneder før den 1. juni 2022, og indtil da er han ved at undersøge, hvordan han bedst skruer sin pensionstilværelse økonomisk sammen.
Forbundet afholdt sin 11. ordinære kongres
I september afholdt forbundet sin 11. ordinære kongres, hvor kursen blev sat for forbundets arbejde de næste fire år. Det blev blandt andet vedtaget, at forbundet skal arbejde for, at alle virksomheder i Danmark forpligtes til at føre et sundhedsregnskab, som skal medvirke til at forebygge nedslidning.
Det blev også besluttet, at kontingentet til forbundet fastfryses indtil næste kongres i 2025, og så blev forbundets politiske ledelse genvalgt, der blev valgt ny hovedbestyrelse og fire indsjæle modtog TR-prisen.
Scroll ned gennem artiklen, og (gen)oplev året der gik i Fødevareforbundet NNF.
2021 begyndte med nedlukning på grund af Corona. Pandemien påvirkede medlemmernes arbejdsliv meget forskelligt. Hos Danish Crown Food i Vejle havde tillidsrepræsentant Henrik Redmond og kollegaerne travlt, og der blev ansat rekordmange nye kollegaer, mens tillidsrepræsentant Peer Sørensen og hans kollegaer på Odense Marcipan var på midlertidig arbejdsfordeling, hvor de hver uge arbejdede fire dage og var på dagpenge én dag.
Det var ikke kun medlemmernes arbejdsliv, der blev påvirket af Corona. Også privat har pandemien haft konsekvenser for mange af dem. Arbejdsstudietillidsrepræsentant hos Danish Crown i Blans Kaj Neumann fik en blodprop i højre lunge efter at have været syg med Corona, og mejerioperatør Holger Lund arbejdede hjemme i over et år med fuld løn, fordi hans kone er syg med kræft.
I februar havde mere end 3.000 danskere anmeldt Corona som en arbejdsskade. En af de slagteriarbejdere, der blev smittet med Corona under udbruddet hos Danish Crown i Ringsted i sommer, fik anerkendt Corona som en arbejdsskade.
I april mødtes Venstres formand, Jakob Ellemann Jensen, og forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, og de var enige om, at den kommende landbrugsaftale ikke måtte sende danske arbejdspladser til udlandet.
- En kommende landbrugsaftale naturligvis skal gå i en klimavenlig retning og sikre en grøn omstilling. Men politikerne må for alt i verden ikke glemme, at noget af det, der er på spil her, det er gode danske arbejdspladser. De danske fødevarearbejdere må ikke bliver taberne i det politiske spil om landbrugets fremtid, sagde Ole Wehlast efter mødet.
Forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, holdt igen i år en digital 1. maj-tale, hvor han hædrede medlemmerne:
- Jeg sender en særlig hyldest til de fødevarearbejdere, der i den grad har taget deres tørn i det sidste år med Coronakrise. Da Coronaen ramte landet, smøgede fødevarearbejderne ærmerne op og sikrede, at ingen kølediske løb tør for mælk, ost, kød eller brød. Fødevarearbejderne fortjener hæder og respekt for deres indsats, sagde Ole Wehlast.
I juni sikrede et effektivt samarbejde mellem tillidsrepræsentant Kurt Høj og Fødevareforbundet NNF, at 123 slagteriarbejdere fra Danish Crown i Herning fik anmeldt Corona som en arbejdsskade.
På Folkemødet på Bornholm i juni var forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, fødevareminister Rasmus Prehn, daværende direktør for Landbrug & Fødevarer Anne Arhnung og branchedirektør for DI Fødevarer, Leif Nielsen, enige om, at hvis dansk fødevareproduktion skal stå stærkt i fremtiden, kræver det fokus på kvalitet og udvikling og et tæt samarbejde på tværs af lønmodtagere, arbejdsgivere, politikere og branchen.
Den 1. august blev det muligt at søge om ret til tidlig pension. Det gjorde 63-årige Andreas Reiss, som startede på arbejdsmarkedet som 16-årig og har arbejdet på slagteri de sidste 41 år. Han blev godkendt og er nu ved at undersøge, hvordan han bedst skruer sin pensionstilværelse økonomisk sammen.
Mange medlemmer af Fødevareforbundet har et nedslidende arbejde og må spise piller for at kunne udføre det. Derfor foreslog Fødevareforbundet NNF på sin kongres i september, at alle virksomheder i Danmark forpligtes til at føre et sundhedsregnskab, som skal medvirke til at forebygge nedslidning.
Det skal være nemt for dig at komme i kontakt med Fødevareforbundet NNF, og derfor lancerede forbundet i september en ny app, der hedder ”Fødevareforbundet NNF”. I appen kan du bl.a. læse eller få oplæst de seneste nyheder fra forbundet om netop din branche, se dine medlemsfordele og let komme i kontakt med forbundet. Hent app’ en i Apples App Store og Googles Play Butik.
Den 4. oktober lykkedes det regeringen at indgå en bred aftale om grøn omstilling af landbruget med næsten alle Folketingets partier undtagen Alternativet. Med aftalen var partierne enige om at sætte et bindende mål for landbrugets CO2-udledning på 55-65 procent frem mod 2030.
- Vi har fået en bred, politisk aftale. Det er helt afgørende for erhvervet, at de nu ved, hvad de har at forholde sig til. Også selvom regeringsmagten måtte skifte frem mod 2030, fastslog Ole Wehlast efterfølgende.
Fællestillidsrepræsentant på Danish Crown i Blans og formand for tillidsmandskollegiet, Brian Vestergaard, blev nomineret til ”Årets tillidsrepræsentant”.
Det var A4 Medier, som stod bag konkurrencen, hvor de ønskede at hylde og løfte heltene i den danske model: Tillidsrepræsentanterne.
Mere end 328 tillidsrepræsentanter blev indstillet, og Brian Vestergaard var blandt de fem finalister til prisen, som blev vundet af René Bøhm Jensen.