Foto af Rune Evensen
Nyhed

Privatansatte kan deles om arbejdet med ny midlertidig arbejdsfordelingsordning

En ny aftale om midlertidig arbejdsfordeling giver bedre mulighed for, at medarbejdere på det private arbejdsmarked kan deles om arbejdet resten af året. Forsikringschefen i Fødevareforbundet NNF’s A-kasse kan se gode elementer i aftalen og håber, at den også kan betyde forbedringer af dagpengesystemet på sigt.

Medarbejdere på det private arbejdsmarked får nu bedre mulighed for at deles om arbejdet resten af året. Det er resultatet af en ny aftale om midlertidig arbejdsfordelingsordning, som Folketinget vedtog torsdag den 10. september. 

Den nye ordning vil gælde alle medarbejdere på hele det private arbejdsmarked – både det overenskomstdækkede og det ikke-overenskomstdækkede område, og betyder, at virksomheder får mulighed for at fastholde medarbejdere.

– Ordningen er etableret i en speciel situation i en speciel tid, og der er bestemt gode elementer i den. Vores medlemmer får gode muligheder for uddannelse og opkvalificering på den høje dagpengesats, og reglen om teknisk belægning er gjort mere spiselig, siger Marie Beck Jensen, forsikringschef i Fødevareforbundet NNF’s A-kasse og fortsætter:

– Jeg håber, at de forbedringer omkring dagpenge, som ordningen indeholder, og så er nogle, vi vil se på sigt i dagpengesystemet. Den forhøjede dagpengesats på 23.000 kr. understreger jo, at den almindelige dagpengesats ligger på et for lavt niveau, når dagpengene skal træde i stedet for et tabt arbejdsindtægt.

Se fordelen ved at være en del af fællesskabet

I den nye ordning er der lempet på flere af de almindelig krav for ret til dagpenge. Fx får personer, der ikke er medlem af a-kassen, ret til supplerende dagpenge, hvis de melder sig ind i en a-kasse. De skal betale tre måneders medlemskab, for hver måned de modtager supplerende dagpenge. Når den midlertidige arbejdsfordelingsordning udløber, vil de ikke have ret til dagpenge, og de kan vælge at melde sig ud samme måned eller beholde deres medlemskabet af a-kassen.

– Muligheden for at blive optaget i a-kassen og umiddelbart få ret dagpenge under den midlertidige arbejdsfordeling harmonerer ikke med vores almindelige principper – heller ikke selv om der skal betales tre gange kontingent. Men vi tager selvfølgelig imod nye medlemmer med åbne arme og håber, at de kan se fordelen ved at være en del af fællesskabet i en fagligt funderet a-kasse som vores. Også når arbejdsfordelingen er ovre, siger Marie Beck Jensen.

Den nye ordning træder i kraft den 14. september og et supplement til den eksisterende arbejdsfordelingsordning. De to ordninger kan ikke anvendes samtidigt.

En arbejdsfordeling efter den nye ordning kan maksimalt vare fire måneder og skal være sat i gang senest den 31. december 2020 med mulighed for, at den kan løbe ind i 2021.

DE VIGTIGSTE ELEMENTER I DEN NYE AFTALE

  • Den midlertidige ordning kan maksimalt vare fire måneder.
  • Arbejdstiden skal være nedsat mellem 20 og 50 % set over et gennemsnit på fire uger.
  • De arbejdsgivere, der vil bruge ordningen, skal informere og høre medarbejderne om det.
  • Den højeste dagpengesats i den nye midlertidige ordning forhøjes til ca. 143,5 kr. i timen, svarende til 23.000 kr. for en fuldtidsledig.
  • A-kassen skal beregne en dagpengesats efter de almindelige regler. Er der ikke en indkomst at beregne på, udbetales 71,5 % af den almindelige dagpengesats højeste dagpengesats (13.644 kr. på fuld tid – ca. 85 kr. pr. time)
  • Arbejdsgiver skal betale et fast bidrag svarende til 3 G-dage om pr. måned pr. medarbejder i ordningen. Bidraget reduceres, hvis en arbejdsgiver ikke anvender arbejdsfordeling i en hel kalendermåned. Ordningen fungerer ved, at arbejdsgiveren udbetaler G-dage til medarbejderen, som for de pågældende dage ikke skal have dagpenge. G-dagene skal udbetales sammen med den normale løn for perioden, hvor G-dagene ligger.
  • Samtidig forlænges suspenderingen af de almindelige to G-dage for arbejdsfordelinger efter den nye midlertidige ordning. Der indføres en ”G-dagsrabat”, hvis man overgår fra den eksisterende fordelingsordning til den nye.
  • Hvis en virksomhed, som allerede er i en almindelig arbejdsfordeling, ønsker at indtræde i den nye ordning, skal dette gøres inden 30. september 2020.
  • Medarbejderne forbruger ikke af deres dagpengeperiode – det gælder både under den nye midlertidige arbejdsfordelingsordning og den eksisterende ordning. Der forbruges heller ikke af retten til supplerende dagpenge.
  • Personer, der ikke er medlem af a-kassen, får adgang til supplerende dagpenge under den nye midlertidige ordning. Lønmodtagere kan ekstraordinært melde sig ind i en a-kasse og indbetale tre måneders medlemskab pr. måned. Når den midlertidige arbejdsfordelingsordning udløber, vil man ikke have ret til dagpenge. Personen kan melde sig ud af a-kassen samme måned, som den midlertidige arbejdsfordeling ophører, men kan også vælge at beholde medlemskabet af a-kassen.
  • Er man medlem af en a-kasse, får man ret til dagpenge, selvom man ikke har været medlem af a-kassen et år. Man kan også få dagpenge, selv om man ikke opfylder det indkomstkrav, der normalt er. Man skal dog betale tre måneders kontingent til a-kassen for hver måned, man får supplerende dagpenge.
  • Problemet med teknisk belægning er imødekommet, så fx arbejdstimer i en weekend trækkes fra de hverdage med teknisk belægning for den periode hvor du ikke har været tilmeldt jobcenteret som ledig, inden der skal ske fradrag i en måneds dagpenge.
  • Kravene til jobsøgning lempet yderligere i den nye ordning. Man skal oprette sit CV og have det godkendt, men man skal ikke søge arbejde eller komme til samtaler i a-kassen eller jobcenteret, mens man er i arbejdsfordeling.
  • Arbejdsgiver kan igangsætte opkvalificering af medarbejderne under en fordeling. Det betyder, at medarbejderne kan komme på kursus med 120 % af dagpengesatsen i de uger, de ikke arbejder.

    Hvis du har spørgsmål til uddannelse, er du meget velkommen til at kontakte Susan Clausen, sekretariatsleder i Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF på tlf.: 38 18 72 34 eller mail sc@nnf.dk