Foto af FC Sydvest
Nyhed

Slagteriarbejder efter IT-kursus: Anbefaler kolleger at tage uddannelse

På slagteriet i Skærbæk har en stor del af medarbejderne taget efter- og videreuddannelse. En af dem, der har været af sted, er Peter Randbo Jepsen.

Det lykkes uddannelsesambassadør Ralph Elm Hansen at få en stor del af kollegerne på Danish Crown-slagteriet i Skærbæk til at benytte mulighederne for efter- og videreuddannelse.

En af dem, der har været af sted, er Peter Randbo Jepsen, der har været på IT-kursus på handelsskolen i Tønder.

- Det var måske ikke min stærke side det med IT, men udviklingen går jo den vej. Så det var nærliggende. På sigt kan jeg måske bruge det på arbejdet, men ellers kan jeg bruge det derhjemme og i min fritid, siger den 53-årige slagteriarbejder.
I fritiden er Peter Randbo Jepsen assistenttræner for FC Sydvests 2. divisionshold. Der kan han bruge de ting, han har lært på IT-kurset til at lave præsentationer for spillerne.

- Jeg har fået et helt andet syn på det. Det er slet ikke så svært, når man får ro til det, siger han.

Jeg har det sådan, at vi skal lære hver dag, vi lever
- Peter Randbo Jepsen, slagteriarbejder, Danish Crown Skærbæk

Anbefaler det til kollegerne

Overenskomsten giver slagteriarbejderne mulighed for at tage 14 dages selvvalgt uddannelse om året, men Peter Randbo Jepsen havde ikke tænkt på et IT-kursus som en mulighed, før kollegaen Ralph Elm Hansen fortalte ham om det. Da han hørte om det, var han klar på at komme af sted.

- Man skal ikke være ræd for at springe ud i noget, for man kan kun blive stærkere. Jeg har det sådan, at vi skal lære hver dag, vi lever, siger Peter Randbo Jepsen.

Han er sikker på, at det ikke bliver det sidste efteruddannelse, han tager, og han har også anbefalet kollegerne at tage på lignende kurser.

- Det udvikler en som menneske og kan hjælpe en med mange ting både på arbejdet og i det daglige. Der er mange gode kurser, siger han og fortsætter:

- Nogle slagteriarbejdere har det sådan, at ’Ej, vi skal sgu ikke vove os ud i noget, vi ikke har prøvet før’. Så da jeg kom hjem, snakkede jeg positivt om det hele.

Læs også artiklen hvor uddannelsesambassadør på Danish Crown i Skærbæk Ralph Elm Hansen fortæller om sit arbejde med at få flere kolleger til at tage uddannelse: "I en verden, der forandrer sig konstant, er man nødt til at lære hele livet"