Nyhed

Hjemsendte slagteriarbejdere får særlig COVID-19-aflønning

Raske slagteriarbejdere, der bliver hjemsendt på grund af mistanke om COVID-19, får nu en særlig COVID-19-aflønning. Det er resultatet af en lokalaftale mellem tillidsrepræsentanterne og Danish Crown, og den glæder næstformanden i Fødevareforbundet NNF.

Tillidsrepræsentanterne på Danish Crown har indgået en lokalaftale med virksomheden om en særlig COVID-19-aflønning til de kollegaer, der bliver hjemsendt uden at være syge.

Indtil nu er raske kollegaer, der ikke må møde på arbejde på grund af mistanke om COVID-19, blevet aflønnet med timeløn, men med den nye aftale får de en særlig COVID-19-aflønning. Aflønningen svarer til 90 % af den sidste optjente løn beregnet ud fra et gennemsnit på fire uger, dog uden feriepenge og søgnehelligdagsgodtgørelse.

– Det er en god aftale. De kollegaer, som virksomheden beder om at tage hjem, fordi de har stået sammen med en smittet, bliver næsten holdt skadesløs. Det var det, vi gik efter, siger Brian Vestergaard, der er tillidsrepræsentant på Danish Crown i Blans og formand for Tillidsmandskollegiet.

Faktaboks: Hvad betyder den nye aftale?

Aftalen gælder alle kollegaer på Danish Crowns virksomheder i Danmark – både de virksomheder, der er omfattet af slagterindustrioverenskomsten og dem, der er omfattet af den fødevareindustrielle overenskomst (Pork, Beef, Foods og Dat Schaub).

Den nye aftale betyder, at:

  • bliver man sendt hjem af virksomheden på grund af mistanke om COVID-19, får man COVID-19-aflønning, indtil man kan fremvise en negativ test og vende tilbage til sit arbejde.

  • bliver man testet positiv for COVID-19, er man syg og får overenskomstens løn under sygdom. Det er stadig ved at blive afklaret, om COVID-19 kan anerkendes som en arbejdsbetinget lidelse.

  • bliver man sendt hjem, fordi slagteriet lukker ned som følge af udbrud af COVID-19, som det fx skete i Ringsted, får man timeløn plus branchetillæg.

Aftalen gælder kun for kollegaer, der er direkte berørte af COVID-19.

  • Hvis man selv anmoder virksomheden om at blive hjemme, fordi man er særligt sårbar, er man ikke omfattet af den nye aftale.
  • Er man hjemme, fordi man har syge børn, gælder overenskomstens bestemmelser om børns sygdom.

  • Er man hjemme for at passe børn på grund af COVID-19, har regeringen, FH og DA indgået en aftale om midlertidig ret til dagpenge.

”Vi ville gerne have haft alle med”

Selv om Brian Vestergaard er tilfreds med den nye aftale, kunne han godt have tænkt sig, at flere kollegaer fik glæde af den:

– Jeg havde gerne set, at alle kollegaer, der har været berørt af COVID-19 var blevet tilgodeset – også dem der har været hjemsendt på grund af den lokale nedlukning i Ringsted. Selvom vi gjorde vores bedste, var det desværre ikke muligt at komme så langt, men vi fik forhandlet branchetillægget til dem, og det er værd at glæde sig over, siger Brian Vestergaard og tilføjer:

– Og med vores 15 minutters tests ser det ud til, at vi har fundet en måde at undgå flere nedlukninger.

Han glæder sig også over, at aftalen tager hånd om fremtidige situationer:

– Der har været lokale udbrud på slagterierne i både Horsens og Blans, hvor kollegaer er blevet sendt hjem for at begrænse smitten, og i de tilfælde og fremadrettet er aftalen rigtig god.

Han tilføjer, at der har været god stemning ved forhandlingerne med Danish Crown, og alle har været interesseret i at finde en løsning.

Jeg er glad for den aftale, der er indgået. Tillidsrepræsentanterne, Danish Crown og DI skal have stor ros for deres arbejde og store velvilje til at finde en løsning.
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

Stor ros til parterne

De to overenskomstparter, Fødevareforbundet NNF og DI, har medvirket til udarbejdelsen af aftalen.
Og Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF, glæder sig over, at det er lykkedes parterne at blive enige:

– Jeg er glad for den aftale, der er indgået. Vi har alle sammen bevæget os i ukendt land, men vi har haft et godt forløb. Tillidsrepræsentanterne, Danish Crown og DI skal have stor ros for deres arbejde og store velvilje til at finde en løsning, siger Jim Jensen og fortsætter:

– Jeg har også hørt, at aftalen har fungeret som skabelon for andre i branchen, der har indgået lignende aftaler, og det glæder mig.

Aftalen er gældende fra 1. marts 2020 og udløber 1. oktober 2021.

Tillidsrepræsentanterne på de enkelte virksomheder vil informere kollegaerne om den. Hvis man har spørgsmål til aftalen, skal man derfor kontakte sin tillidsrepræsentant.