Medarbejderne på den fødevareindustrielle overenskomst mellem Fødevareforbundet NNF og DI kan se frem til en række forbedringer, efter det lykkedes de to parter at nå til enighed om en ny overenskomst.
Blandt forbedringerne er:
- Ret til seniorordning
- 3 % på fritvalgsordning
- 2 ugers beskyttelse mod fyring ved sygdom
- Udvidelse af perioden med fuld løn under sygdom
- Mulighed for brug af fritvalg til barns sygdom og lægebesøg
- Mulighed for udbetaling af pension til folkepensionister
Chefforhandler for Fødevareforbundet NNF Jim glæder sig over, at medlemmerne på det fødevareindustrielle område kan se frem til en solid, selvstændig overenskomst:
- Jeg hæfter mig særligt ved, at det er lykkedes os at veksle vores medlemmers mulighed for at få en seniorordning til en rettighed. Det har været efterspurgt blandt vores medlemmer. Samtidig har vi fået udvidet perioden, hvor man kan få fuld løn under sygdom, ligesom vi har fået indskrevet, at en medarbejder har to ugers beskyttelse mod fyring i forbindelse med sygdom, siger Jim Jensen, og fortsætter:
- Alt i alt har vi sikret os et godt og solidt resultat, hvor vi har hentet nogle af de gode elementer fra andre forlig ind i vores overenskomst, og krydret den med nogle nye elementer, der er skræddersyet det fødevareindustrielle område.
Det er et enigt forhandlingsudvalg, der løbende har nikket ja til forhandlingsresultaterne, og hele vejen rundt om bordet er der enighed om, at det er et stærkt forhandlingsresultat.
DET INDEHOLDER DEN NYE FØDEVAREINDUSTRIELLE OVERENSKOMST
Ret til seniorordning
Tidligere var der mulighed for at indgå i en seniorordning - den mulighed er nu vekslet til en rettighed.
Fritvalgordning
Fritvalgsordningen stiger med 3 % i perioden: 1% pr. 1. marts 2020 + 1% pr. 1 marts 2021 + 1% pr. 1. marts 2022
Løn under sygdom
Den periode, hvor man kan få fuld løn under sygdom, udvides
Beskyttelse ved sygdom
Medarbejdere, der er syge, er beskyttet mod fyring i to uger
Højere timeløn
Stigning på timelønnen (normallønnen) på i alt kr. 9,55 kr.: 3,20 pr. 1. marts 2020 + 3,20 pr. 1. marts 2021 + 3,15 pr. 1. marts 2022
Lærlingeløn
Stigning i løn til lærlinge med 1,7% pr. 1. marts 2020 + 1,7% pr. 1 marts 2021 + 1,7% pr. 1. marts 2022
Genetillæg
Stigning af genetillæg på 1,6% pr. 1. marts 2020 + 1,6% pr. 1 marts 2021 + 1,6% pr. 1. marts 2022
Fokus på arbejdsmiljørepræsentanten
Flere elementer styrker arbejdsmiljørepræsentantens rolle og status.
Børn sygdom og lægehjælp
Ret til frihed en ekstra dag ved barns sygdom og ret til fri ved lægebesøg. Samtidig har man ret til at bruge sin fritvalgsordning til at betale for friheden, hvis man ønsker det.
Udbetaling af pension
Medarbejdere, der har nået deres pensionsalder, har ret til at få udbetalt deres pension som en del af lønnen.