Nyhed

“Nu får vi talt om, hvad vi vil, og vi skaber resultater”

På Danish Crown i Skærbæk har de hele tiden gang i nye initiativer som madordning og familiedag. Idéerne blev til virkelighed, da tillidsrepræsentanterne fik undervisning i fællesskab og involverede kollegerne i processen

En dag lå der et spørgeskema i kantinen på Danish Crown i Skærbæk. Det kom fra tillidsrepræsentanterne og talsmanden, som opfordrede kollegerne til at sætte tre krydser ud fra hvilke initiativer, de kunne tænke sig blev sat i gang på arbejdspladsen.

Kollegerne blev også opfordret til selv at komme med idéer, og spørgeskemaet skulle vise sig at blive en stor succes.

 - Et af forslagene var en familiedag, hvor kollegernes familier kunne komme og se virksomheden. Det var en succes, og der blev talt meget om det efterfølgende. Man får også en anden fornemmelse for hinanden, når man lige bliver mindet om, at vi alle sammen har familier og et liv udenfor arbejdspladsen. Alle bliver mere menneskelige, siger tillidsrepræsentant Carl Hansen.

Forandringer som skaber glæde i hverdagen

Spørgeskemaet drejede sig udelukkende om hverdagen uden spørgsmål om ledelse eller ferie. Udover familiedagen var der stor opbakning til, at tillidsrepræsentanterne skulle få stablet en madordning med et fredagstilbud på benene.

 - Man kan ikke købe mad på arbejdspladsen, så vi fik kontakt til Superbrugsen, der bringer burger eller pizza ud til os om fredagen. Langt over halvdelen har deltaget, så det har været rigtig godt.

Spørgeskemaet har også affødt en sommerfest og en mulighed for at købe værktøj af virksomheden. Carl tror, det betyder meget, at det ikke bare var ham og de andre tillidsfolk, der satte sig ned og bestemte ud fra, hvad de troede, kollegerne gerne ville have.

 - Vi kan jo have mange fornemmelser, men på den her måde er det kollegerne selv, der har valgt, og det er jo dem, vi gør det for.

Ledelsen fik spørgeskemaets resultater at se, og det har betydet meget for initiativernes succes, at ledelsen har givet grønt lys.

Fik skubbet på kursus om fællesskab og organisering

Både Carl og fællestillidsrepræsentant Poul Sejer har deltaget på kurser om organisering og fællesskab hos Fødevareforbundet NNF. Det var også her, at de blev inspireret til at bruge spørgeskemaer, som er et af de værktøjer, de er blevet præsenteret for. De synes begge to, de får noget med hjem fra netværksmøderne, som de bruger i dagligdagen.

 - Når vi har været på netværksmøderne, får vi opgaver med hjem, og det er virkelig en stor hjælp, for så er vi sikre på, at de ting, vi har lært og aftalt på netværksmøderne, ikke løber ud i sandet. Nu får vi talt om, hvad vi vil, og vi skaber resultater, siger Carl.

For ham er det også af stor værdi, at de møder tillidsrepræsentanter, talspersoner og arbejdsmiljørepræsentanter fra andre virksomheder.

 - Jeg synes, det er så godt at høre om, hvilke tiltag de har gang i andre steder. Meget af det kan vi lade os inspirere af. For eksempel var der nogen, der var begyndt at have mere frihed i forhold til planlægningen af arbejdet og ferier. Det kunne være interessant at prøve af her, siger han.