På Thise Mejeri afholder de møder, som har fået navnet: “Godt-kollegaskabs-møder”. Her opfordrer fællestillidsrepræsentant Kaj Andersen kollegerne til at melde ind, hvis de har noget på hjerte og ikke mindst selv komme med bud på, hvordan de tror en tilspidset situation mellem kollegerne kan løses.
- Jeg står ikke og mægler for dem. Jeg kan godt komme med nogle idéer til, hvordan vi kan komme videre, hvis det kører i hårdknude, men det er dem, der skal træffe afgørelserne.
Generelt er det sådan på arbejdspladsen, at hvis der er problemer i en afdeling, uanset om det er med ledelsen, medarbejderne imellem eller selve arbejdsopgaverne, så bliver medarbejderne inddraget og hørt.
- Det betyder selvfølgelig, at de reelt har indflydelse og det skaber sammenhold. Det betyder også, at de selv er nødt til at tage ansvar, og ansvar giver mennesker selvtillid og også mindre brok, som ikke er konstruktivt, siger Kaj.
Tidligere bar Kaj sager igennem for kollegerne
Kaj Andersen har været fællestillidsrepræsentant siden 2013, og dengang gik han anderledes til værks, når der opstod konflikter.
- Tidligere var jeg nok mere tilbøjelig til selv at tage styringen i sager og bære dem igennem for kollegerne. I dag er det tit sådan, at jeg rådgiver den enkelte kollega eller afdeling, og så går de selv videre med det, siger han.
For nylig kontaktede medarbejderne på en af afdelingerne Kaj, fordi de var utilfredse med flere ting, og nu ville de gerne høre hans holdning og idéer til forbedring.
Hans besked til dem var, at han kunne følge dem langt hen ad vejen, men at han ikke kunne køre sagen for dem. Han foreslog dem derfor at indkalde ledelsen til et møde.
- De endte med selv at stå for dagsorden, og jeg var bare med som flue på væggen til mødet. Sagen endte godt, og medarbejderne blev taget godt imod af ledelsen, siger Kaj.
Fra 3 til 109 medlemmer af Fødevareforbundet NNF
For Kaj har er det vigtigt at lytte, involvere og samarbejde med kollegerne. Han tror på, at det er vejen frem, hvis man vil skabe et fællesskab, som andre skal have lyst til at være med i.
Blandt andet derfor har han og de andre tillidsrepræsentanter en strategi, hvor de hjælper kolleger, der ikke er medlemmer hos Fødevareforbundet NNF tre gange - uden at bede dem om at melde sig ind.
Når de så kommer fjerde gang, så siger de, at deres dør står åbent, men at det nu kræver et medlemskab, fordi der slet ikke ville være nogen tillidsrepræsentanter, hvis ikke der var medlemmer af den overenskomstbærende fagforening.
- Siden 2013 er vi gået fra at være tre til nu 109 medlemmer af Fødevareforbundet NNF. Vejen har både været humpet og lang, men vi har opnået resultatet ved at være åbne og samarbejde med kollegerne, siger han.