Siden daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens regering slagtede efterlønsordningen i 2011, har Fødevareforbundet NNF kæmpet en stædig kamp for at sikre en værdig tilbagetrækning til de lønmodtagere, der ikke kan klare en højere pensionsalder.
Med regeringens forslag er målet om, at også de lønmodtagere, der er kommet tidligt på arbejdsmarkedet og har haft et fysisk hårdt arbejdsliv, kan få ret til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og en seniortilværelse uden konstante smerter, kommet et stort skridt nærmere.
- Jeg vil gerne rose regeringen for at have lyttet til de danskere, der hver eneste dag knokler for Danmark. Det glæder mig, at der for første gang i næsten et årti bliver taget politisk initiativ til at lette arbejdslivet for de lønmodtagere, der har et fysisk hårdt arbejde. Mine medlemmer har været vant til at betale prisen, hver eneste gang forskellige regeringer har gennemført reformer; nu er det endelig fødevarearbejdernes tur til at stå forrest i køen, siger forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.
Han hæfter sig særligt ved, at der her er tale om en rettighed:
- Der er utrolig en stor forskel på at skulle stå med hatten i hånden og krydse fingre for, at man kan blive omfattet af en given ordning, og så på at have optjent retten til det. De folk, der som 61-årige har været på arbejdsmarkedet i 44 år, har i dén grad optjent retten til selv at træffe valget om, hvorvidt de vil fortsætte deres arbejdsliv frem til pensionsalderen, eller om de vil trække sig tilbage et par år tidligere. Det handler om værdighed.
Rum for forbedringer
Selvom Ole Wehlast helt overordnet er tilfreds med regeringens udspil, så er der naturligvis altid noget, der kunne være bedre.
- I dag kan de fysisk nedslidte medlemmer af Fødevareforbundet NNF kæmpe sig frem deres pensionsalder, eller de kan gå med hatten i hånden op til kommunen og håbe på at blive visiteret til en ordning. Nu får de en rettighed – det er alt andet lige en langt, langt bedre ordning end de muligheder, de har i dag. Men når det er sagt, så kunne jeg da godt håbe på, at man kunne se på anciennitetskravet, så også dem, der er startet som 20-årige, kan få en tidligere pension.
Der er en utrolig stor forskel på at skulle stå med hatten i hånden og krydse fingre for, at man kan blive omfattet af en given ordning, og så til at have optjent retten til det. De folk, der som 61-årige har været på arbejdsmarkedet i 44 år, har i den grad optjent ret til selv at træffe valget om, at hvorvidt de vil fortsætte deres arbejdsliv frem til pensionsalderen, eller om de vil trække sig tilbage et par år tidligere. Det handler om værdighed.
Hvis regeringens forslag bliver gennemført, som det er blevet fremlagt i dag, så vil omkring 65 % af medlemmerne af Fødevareforbundet NNF vælge at kunne gøre brug af ordningen. Men det tal måtte gerne blive endnu højere, siger Ole Wehlast:
- Jeg er naturligvis rigtig glad for, at så mange af vores medlemmer kan blive omfattet. Men jeg havde helt ærligt gerne set, at alle lønmodtagere, der år ind og år ud knokler for Danmark, kunne få ret til en værdig tilbagetrækning. Derfor opfordrer jeg partierne i Folketinget til at tænke større sammen: Gå sammen og lav en aftale, der sikrer, at alle med et langt og hårdt fysisk arbejdsliv, får ret til en værdig tilbagetrækning.