Har du din pension hos PensionDanmark, er du omfattet af selskabets sundhedsordning og kan hurtigt få hjælp, hvis du bliver syg eller får smerter. Du kan fx komme gratis til fysioterapeut, massør eller kiropraktor uden lægehenvisning.
PensionDanmark arbejder løbende med at forbedre ordningen, og det blev mere end 200 tillidsrepræsentanter klogere på, da de var samlet til TR-Forum 2019. TR-Forum er en del af medlemsdemokratiet i PensionDanmark, hvor tillidsrepræsentanter drøfter pensionsordningen - og hvordan den kan gøres bedre.
Carsten Hjorth, der er tillidsrepræsentant på Arlas mejeri i Esbjerg, var positiv over for de nye tiltag:
- Det er en god nyhed, at PensionDanmark arbejder på at få forbedret sundhedsordningen, så den får flere behandlere, flere behandlingstider og mulighed for selv at vælge behandler og dermed i højere grad kommer til at leve op til medlemmernes forventninger. Det er med til at hæve kvaliteten i ordningen, at man selv kan vælge sin behandler i stedet for at gå fra den ene til den anden, siger Carsten Hjorth.
Hvor meget uddannelse har du taget?
Ud over sundhedsordningen ser Carsten Hjort de forskellige forsikringsdækninger og efteruddannelse som vigtige elementer i pensionsordningen:
- Mange tror, at pensionsordningen bare er opsparing til alderdommen og noget, man skal forholde sig til, når den tid kommer. Men forsikringsdækningerne skal jo afpasses efter, hvor du er i dit liv - om du er ung eller ældre, om du har børn eller hus, om du er gift eller skilt. Og efteruddannelse skal alle jo forholde sig til, så man hele tiden er opdateret og kan få et langt arbejdsliv, siger Carsten Hjorth.
På PensionDanmarks nye uddannelsessite kan man se en oversigt over, hvilke uddannelser man har taget i løbet af sit arbejdsliv. Man kan også se, hvilke kurser man skal tage for fx at blive faglært eller faglært på et nyt område.
Hvis du har din opsparingsopsparing hos PensionDanmark, kan du logge ind på pension.dk og se din oversigt.