Nyhed

Reportage: 5.000 tons peanuts og nødder om året

Maskinerne står sjældent stille i nøddeproduktionen hos Kims. Det gør medarbejderne heller ikke. I år laver de ca. 5.000 tons peanuts og nødder, og det er ca. 2.000 tons mere end for ti år siden.

- Vi laver omkring 5.000 tons peanuts og nødder om året. Alting skal gå op i en højere enhed hele tiden for at få det til at hænge sammen, så ingen står stille, fortæller 62-årige Benny Rasmussen, der har arbejdet hos Kims i 37 år og både lavet skruer, ostepops og flæskesvær.

Mere og mere at lave

De sidste 15 år har Benny Rasmussen stået i det nordiske nøddecenter i Søndersø.

- Der er sket meget i løbet af de år, og det har været sjovt at følge udviklingen. Dengang kørte vi enkeltholdsskift, og alt var mere manuelt. Siden er produktionen blevet mere teknologisk, og der ryger meget mere igennem. Vi har fået mere og mere at lave, og vi skal kunne mere og mere. Det er næsten som at få et nyt arbejde, siger Benny Rasmussen.

Klik gennem billederne for at se, hvordan Benny og hans kollegaer på Kims laver peanuts.