Kampen for fair løn og ansættelsesvilkår var det gennemgående tema, da sammenslutningen af europæiske fødevarearbejderes fagforeninger (EFFAT) var samlet til kongres i Zagreb. Men også spørgsmålet om værdig tilbagetrækning kom på dagsordenen.
Fagforeninger, der repræsenterer ca. 25 millioner europæiske lønmodtagere inden for fødevaresektoren, landbrugssektoren, turisme-, hotel- og restaurationsbranchen bør arbejde for at sikre deres medlemmer et godt arbejdsliv og en værdig tilbagetrækning.
Det står fast efter forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, løftede dagsorden over for de 87 fagforeninger, der var samlet til kongres i EFFAT [European Federation of Food, Agriculture and Tourism Trade Unions].
Skal vi blot acceptere, at det er regnemaskiner, der bestemmer, hvornår vores medlemmer kan gå på pension? En værdig tilbagetrækning for alle de fødevarearbejdere i Europa, der har haft et langt og slidsomt arbejdsliv, skal være en fælles kamp for os i EFFAT
Synspunktet blev mødt af klapsalver. Det er nemlig ikke kun i Danmark, at fysisk nedslidte fødevarearbejdere har udfordringer med en højere pensionsalder. Det gælder også i de øvrige europæiske lande.
Den nordiske model vs. politisk bestemt mindsteløn
Et af de helt store emner på kongressen blev dog, hvordan de europæiske fagforeninger i fællesskab kan kæmpe imod de store fødevarekoncerner, der skruppelløst spekulerer i at flytte deres produktion, så de hele tiden kan presse lønnen mest muligt.
Diskussionen hænger sammen med det forslag om en EU-bestemt mindsteløn, som kommende kommissionsformand for EU Ursula von der Leyen ventes at fremsætte inden for hendes første 100 dage på posten.
Mens nogle europæiske lande, hvor fagforeninger står svagest, og arbejdsgiverne mest uhæmmet presser løn- og ansættelsesforholdene, kan se en fordel ved et sådan forslag, så møder det modstand fra Fødevareforbundet NNF og de øvrige nordiske fagforeninger.
Her står man fast på den "nordiske model", hvor det er lønmodtagere og arbejdsgivere, der gennem overenskomster fastlægger løn- og ansættelsesforholdene på arbejdsmarkedet.
Ny generalsekretær
De 25 millioner europæiske fødevarearbejdere fik ny generalsektrær i forbindelse med kongressen i EFFAT. Islandske Kristjan Bragason erstatter tyske Harald Wiedenhofer på posten. Svenske Malin Ackholt blev genvalgt som præsident.
Kongressen konfirmerede samtidig valget af forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, som præsident for FDT (Food, Drink and Tobacco), der er en af sektorerne i EFFAT.
Ole Wehlast blev valgt til posten på FDT's generalforsamling i Bruxelles i starten af maj 2019.