Nyhed

Saml dine pensioner og få op til 50.000 kr. ekstra i pension

Har du pensionsopsparinger flere steder? Hvis du samler dem ét sted, sparer du både penge på administration og får et bedre overblik over din pension.

Har du skiftet job eller branche, siden du kom ud på arbejdsmarkedet? Så har du nok pensionsopsparing i flere forskellige pensionsselskaber. Du kan spare mange penge på omkostninger til administration, hvis du samler dine pensioner ét sted. Samtidig får du et meget bedre overblik over din pension.

Medlemmer af Fødevareforbundet NNF har typisk deres pensionsopsparing hos enten PensionDanmark eller Industriens Pension. Men du kan også have pensionsopsparinger i andre selskaber fra dine tidligere ansættelser.

Indbetaler du til pension hos PensionDanmark eller Industriens Pension, kan du nemt give din opsparing et ekstra boost ved at samle alle dine pensioner der.

50.000 kr. ekstra på opsparingen

De to selskaber har samtidig de laveste administrationsomkostninger pr. medlem. Hver krone du sparer i omkostninger, går direkte ind på din pensionsopsparing, og det kan løbe op i mange penge.

Hvis du over et helt arbejdsliv fx sparer 1.000 kr. om året i administrationsomkostninger, kan det give dig 50.000 kr. ekstra på pensionsopsparingen. Har du mange opsparinger, kan det blive til endnu mere.

Det koster ikke noget at overføre opsparinger mellem arbejdsmarkedspensionsselskaber, men de fleste private pensionsselskaber tager et gebyr for at overføre dine penge.

Flyt din pensionsopsparing fra banken

Har du en pensionsopsparing i banken, kan det være en fordel af flytte den til dit pensionsselskab. Det er billigere, da du ikke skal betale for administration af den ekstra opsparing, og du får et bedre overblik over din samlede pension.

Før du samler dine pensionsopsparinger:

  • Få et overblik på pensionsinfo.dk over, hvor du har pensionsopsparinger stående.
  • Inden du flytter din pension, så tjek, om du mister nogle favorable vilkår. Det kan fx være en garanteret rente, ydelse eller forsikringsdækning, du gerne vil beholde. Der kan også være omkostninger forbundet med en overførsel.
  • Har du problemer med helbredet, er det særlig vigtigt, at du får rådgivning fra dit pensionsselskab, inden du overfører en opsparing. Er du fx i fleksjob, så kan det være en fordel ikke at overføre pensionen og blive i den tidligere pensionsordning. Det skyldes, at du i den nye pensionsordning typisk ikke vil være dækket af forsikringen ved førtidspension/tab af erhvervsevne.
  • Få rådgivning, inden du samler din pension, ved at ringe til dit pensionsselskab (PensionDanmark: 7012 1330, Industriens Pension: 7033 7070).