Jeg synes, at vi har grund til at give hinanden et klap på skulderen i dag. Gårsdagens valg til EU-parlamentet gik på mange måder lige præcis sådan, som jeg havde håbet på.
I Danmark slog valgdeltagelsen alle tidligere rekorder, og ikke alene stoppede vi højrepopulismens fremmarch - vi reducerede den. Samtidig har vi styrket det politiske centrum, og vi har ikke længere danske EU-modstandere siddende i parlamentet.
Alt i alt et rigtigt flot resultat.
Det nye parlament vil gavne fødevarearbejderne
Vi mangler fortsat at få sat navn på alle de nye parlamentarikere, men jeg føler mig overbevist om, at vi kan se frem til en dansk delegation i EU, som vi kan samarbejde med på nogle af de områder, der betyder allermest for de danske fødevarearbejdere.
Det drejer sig om emner som fri og fair handel over landegrænserne, fri og fair konkurrence i EU samt klima og beskæftigelse.
Vi ved godt, at mange af de forhold, der regulerer vores medlemmers arbejdsliv, fastlægges i Bruxelles. Derfor er det positivt, at vælgerne har stemt de partier ind, der på forskelligvis vil gavne vores medlemmers arbejdsliv.
Bruxelles er vigtig
Henholdsvis i januar og i marts sendte Fødevareforbundet NNF tillidsrepræsentanter og medlemmer på studietur til Bruxelles, så de med egne øjne kunne se og opleve det politiske centrum i Europa.
Det gjorde vi fordi, vi mener, at det er helt afgørende, at vores medlemmer er fortrolig med den måde EU fungerer på. EU kan være langsommelige og bureaukratisk, men EU tilbyder også muligheder for samarbejder og kompromisser, som uden tvivl styrker de danske fødevarearbejdere.
Jeg håber, at det nye parlament vil vise de medlemmer, der besøgte EU's institutioner tidligere på året - og alle deres kolleger i den danske fødevarebranche - at EU vil varetage arbejdstagernes interesser, værne om de opnåede rettigheder og goder, og sikre et frit og fair Europa for alle.
Og glemmer de danske parlamentarikere det fra tid til anden, så skal vi nok minde dem om det.