Der bliver ikke lagt fingre imellem, når forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, kommenterer den alvorlige situation i Danish Crown:
- Griseproducenterne ejer Danish Crown, men alligevel vælger en stor gruppe andelshavere at se stort på deres eget andelsselskab og sende deres smågrise sydover. Danish Crown mister penge og må derfor fyre folk - og Danmark mister arbejdspladser og dermed skatteindtægter. Og det er ikke, fordi der bliver født færre grise - de bliver bare ikke længere til danske arbejdspladser, siger en tydeligt frustreret Ole Wehlast.
Reaktionen kommer, efter Danish Crown tidligere på ugen meddelte, at koncernen muligvis bliver tvunget til at fyre slagteriarbejdere, fordi der mangler slagtegrise.
Manglen skyldes ikke, at der bliver født for få grise i Danmark. Antallet af danskfødte grise har været nogenlunde stabilt i de seneste år. Men i stedet for at lade grisene blive i Danmark, vælger et stort antal smågriseproducenter at proppe dyrene i lastbiler og fragte dem til udlandet, hvor de vokser sig store nok til at blive slagtet.
Massiv politisk håndsrækning
Situationen er blevet forværret gennem de senere år, og Fødevareforbundet NNF har derfor flere gange råbt op og efterlyst politisk hjælp til at fastholde det danske slagterierhverv. Politikerne er gang på gang kommet erhvervet i møde med afgiftslettelser, landbrugspakke og mulighed for hjælp til finansiering.
Men spørgsmålet er, hvordan politikerne vil forholde sig til erhvervet, hvis smågriseproducenterne ikke kvitterer for støtten i form af en sikring af danske arbejdspladser:
- De smågriseprocenter, der gladeligt har taget imod de forskellige støtteordninger, må da have en dårlig smag i munden, når de pakker den ene grisetransport efter den anden med potentielle danske arbejdspladser. Producenterne udhuler deres egen koncern, fralægger sig deres samfundsansvar og skummer til gengæld fløden, så deres egen pengepung bliver lidt tungere. Det er i mine øjne dybt egoistisk, siger Ole Wehlast.
Han slår fast, at kritikken ikke er rettet mod de griseproducenter, der producerer smågrise til danske slagtegriseproducenter:
- I sig selv er smågriseproduktionen jo et vigtigt led i fødekæden. Men jeg synes faktisk, at regnestykket er simpelt: Danskfødte grise skal blive til danske arbejdspladser. Hvis vi som samfund skal acceptere den miljøbelastning, som en smågriseproduktion medfører, så må vi også kunne kræve, at den skaber arbejdspladser og skatteindtægter.
Hvad vej vil griseproducenterne gå?
Ole Wehlast undrer sig over, at flere griseproducenter har været ude at kritisere Danish Crown:
- Nu skal man jo være varsom med, hvem man holder med i en given konflikt. Men når griseproducenterne giver Danish Crown skylden for den kritiske situation, så synes jeg faktisk ikke, at det er fair. Det må være selskabets ejere, der skal sikre, at slagterierne får alle de grise, der skal til for, at produktionen er rentabel og giver overskud. Når en stor del af ejerne, vælger at sende deres grise til udlandet for at blive solgt og sandsynligvis slagtet på Danish Crowns konkurrenters slagterier, så gør de det godt nok ikke nemt for deres med-andelshavere, siger Ole Wehlast.
Den øgede eksport af smågrise til udlandet er nemlig en væsentlig udfordring for andelsselskabs-tanken:
- For nogle år siden skulle ejerne beslutte, om de ville omdanne Danish Crown fra et andelsselskab til et aktieselskab. Det ville de ikke være med til. Dermed tvinger de Danish Crown til at aftage deres grise - og kun deres grise. Det burde medføre en omvendt forpligtigelse til så også at levere så mange slagtegrise til slagtning i Danmark som muligt. Men en sådan forpligtigelse er der desværre en større og større gruppe andelshavere, der tydeligvis ikke føler. Måske er tiden moden til igen at overveje en anden selskabskonstruktion, så de smågriseproducenter, der vælger at eksportere deres grise, ikke får lov til at ødelægge det danske slagterierhverv og lukke tusindvis af arbejdspladser, siger Ole Wehlast.
Han tilføjer, at situationen lige nu næsten er grotesk, eftersom det globale marked skriger på grisekød. I Kina hærger svinepesten, og det kinesiske grisekød er dermed sat ud af spillet, og det efterlader et stort hul i markedet:
- Og tænk, på et tidspunkt, hvor vi kunne afsætte alt det grisekød, det skulle være, så vælger smågriseproducenterne at sende al værdien ud af landet. Det er sgu da ikke til at holde ud til at tænke på, sukker Ole Wehlast.