Hvornår lykkedes integrationen af flygtninge og indvandrere? Nydanskerne skal lære sproget, og så skal danskerne åbne munden, når de nydanske kolleger mistolker kulturen på arbejdspladsen. Det var nogle af budskaberne fra blandt andet en tillidsrepræsentant, politikere og Fødevareforbundet NNF i en debat på Folkemødet på Bornholm.
- I mange kulturer er det for eksempel almindeligt, at man skal kigge ned, når chefen tiltaler en. Når sådan noget sker, er det bedst at droppe berøringsangsten og med det samme forklare, at sådan fungerer det ikke i Danmark, sagde strategi-og udviklingschef i Røde Kors Kasper Koch.
Tillidsrepræsentant: Nødvendigt med vedvarende indsats
På Danish Crown i Sæby oplever tillidsrepræsentant Karsten Thomsen også, at kulturelle forskelle er en udfordring, når slagteriet får nye kolleger fra hele verden. Men med en vedvarende indsats lykkedes den gode integration langt hen ad vejen.
- Vi kunne for eksempel opleve, at mange brugte pausen på at tale i telefon med medhør på. Det gav en enorm larm i kantinen og skabte dårlig stemning. Hver gang sådan noget sker, forklarer vi, hvordan det fungerer hos os, og det hjælper, sagde han.
Slagteriet sørger også for at dele nydanskerne op, så de er i teams med mange danskere. På den måde er de nødt til at tale dansk, selvom de synes, det er svært. Slagteriets ressourcer slap dog op, da mange af de nydanske kolleger havde brug for hjælp til håndtering af b.la. skattekort, og kommunen sendte derfor nogle af deres medarbejdere til at varetage opgaven.
Kommuner skal støtte op
Og kommunens hjælp og indsats er nødvendig, når integrationen på arbejdspladsen skal lykkes. Det understregede panelets tre politikere, medlem af Københavns Borgerrepræsentation Badar Shar (Å), viceborgmester i Sorø Kommune Lars Schmidt (DF) og borgmester i Ishøj Kommune Ole Bjørstorp (S).
- Det er vigtigt, at kommunerne bakker op og sender hjælp ud, hvis der opstår udfordringer på arbejdspladser, som gør en indsats og tager flygtninge og indvandrere ind i praktikforløb og jobs, sagde Badar Shar.
Viceborgmester i Sorø kommune Lars Schmidt (DF) påpeger, at integrationen ikke lykkes, hvis virksomhederne tror, det er et spørgsmål om billig arbejdskraft, og så er det vigtigt, at nydanskerne kommer ud i foreningslivet, når arbejdsdagen er forbi.
- Danmark er et foreningsliv, og det er så vigtigt, at de kommer ud og får skabt sig en omgangskreds, sagde han.
Fagforening har ikke knækket koden
I Fødevareforbundet NNF kæmper de stadig for at få flere medlemmer med anden etnisk herkomst end dansk til at bakke op om aktiviteterne i foreningen.
- Vi har ikke gjort det godt nok, når vi oplever, at der kan stå et medlem ude på et slagteri, som ikke kan tale dansk efter 20 år. Men vi bliver ved med at forsøge at knække koden, for det er vigtigt for både den enkelte udlænding og også danskerne på arbejdspladsen, sagde næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen.