Nyhed

Wehlast: Vi har fokus på de danske fødevarearbejdere ved ”hård Brexit”

Hård Brexit kan få alvorlige konsekvenser for eksporten af fødevarer til Storbritannien. I Fødevareforbundet NNF vil vi gøre, hvad vi kan for dem, der måtte miste deres arbejde som følge af Brexit.

Den britiske premierminister, Theresa May, tabte i går aftes afstemningen i det britiske underhus om den Brexit-aftale, hun havde forhandlet på plads med EU, med et brag.

Dermed er det såkaldte hårde Brexit rykket markant tættere på.

Det er et nej, der ikke alene kaster Storbritannien ud i uvished, men som også kan blive en alvorlig trussel mod beskæftigelsen inden for de dele af fødevaresektoren i Danmark, der har en stor eksport til Storbritannien.

Ingen ved, hvad der sker nu, eller hvordan det fremtidige samarbejde vil blive.

Uden en aftale vil al handel som udgangspunkt blive reguleret af WTO's regler. Det betyder, at Storbritanniens import af fødevarer skal fortoldes og kontrolleres. Det både fordyrer og forlænger den tid, det tager varerne at krydse grænsen mellem EU og Storbritannien.

Storbritannien har brug for udenlandske fødevarer

Selv om der ikke er nogen tvivl om, at det hårde Brexit vil ramme den danske eksport af fødevarer til Storbritannien, så er det værd at huske på, at Storbritannien kun kan brødføde omkring 60 % af landets befolkning med fødevarer.

Englænderne vil altså fortsat have behov for at hente udenlandske fødevarer til landet - herunder forhåbentlig også danske.

Dermed har EU og Storbritannien også en bunden opgave i at finde ud af, hvordan vi holder gang i handel og transport af fødevarer efter den 29. marts.

I Fødevareforbundet NNF og i vores europæiske samarbejdsorganisationer, vil vi - lige som vi har gjort hidtil - følge udviklingen tæt.

Vi vil gøre, hvad vi kan for, at danske lønmodtagere, der måtte miste deres arbejde med baggrund i Brexit, vil få den fornødne hjælp og støtte til at komme videre i beskæftigelse.

FAKTA:
I 2018 gik 6 % af den samlede danske eksport af til Storbritannien - her udgøres en stor del af fødevarer som blandt andet skinker og smør.